Lærebogssystemet har selvstændig betydning for børns læseudvikling. Både når man ser på, hvor hurtigt børnene lærer at læse, og når man ser på fordelingen mellem gode og dårlige læsere.

Det viser en ny undersøgelse fra tre læseforskere på Københavns Universitet.

Undersøgelsen, som hedder 'Hvordan kommer børn bedst i gang med at læse? En undersøgelse af læsebogens betydning for den første læseudvikling', er foretaget af Ina Borstrøm, Dorte Klint Petersen og Carsten Elbro fra Center for Læseforskning på Københavns Universitet. For Undervisningsministeriet skulle de undersøge, om lærebogssystemet i sig selv har betydning for børnenes læseudvikling, og det har den, mener forskerne.

Forskerne har testet 202 klasser på 124 skoler igennem de sidste fire år, og det viser sig, at selv om man udligner elevernes forudsætninger (for eksempel deres sproglige opmærksomhed og bogstavkendskab i børnehaveklassen, klassestørrelsen og antallet af dansktimer i 1. klasse med videre) og udligner de lærervariable påvirkninger (lærerens alder, efteruddannelsesniveau, lærerens tro på undervisningssystemet med videre), bliver der noget tilbage, som ikke kan forklares.

Der er altså stadig noget, som fordeler gode og dårlige læsere, og dette noget er, mener forskerne, lærebogssystemerne: Nogle læsebøger er ganske enkelt mere velegnede end andre.

Uden norm, ingen afvigelse

Hvis man udligner alle de forhold, som påvirker elevernes læseresultat (se faktaboksen), viser det sig altså, at et læsebogssystem har selvstændig betydning for elevernes læseudvikling: De, der bruger det ene system, har bedre chancer for at lære at læse end dem, der vælger et andet.

Spørgsmålet lyder så: Hvorfor? Hvad er det, der skiller et god system fra et dårligt?

De lydrette ord, svarer forskerne.

'Søren og Mette'-bogen er deres synlige eksempel: Børn, som bliver undervist efter de 45 år gamle bøger, lærer at læse signifikant hurtigere end alle andre børn, og sprogligt set kendetegnes 'Søren og Mette'-bøgerne netop ved en høj frekvens af lydrette ord.

Ina Borstrøm, som er forskningsadjunkt på Center for Læseforskning og en af de tre forfattere bag rapporten, siger:

'Mange mener, at det er meningsløst at arbejde med sammenhængen mellem lyd og bogstav i et sprog som det danske, hvor der er så mange uregelmæssige stavemåder. Men jeg tror, at det bliver lettere at beherske afvigelserne, når man kender normen. Man skal kende de regelmæssige former for at beherske de uregelmæssige'.

Det gamle og det nye

I 1. klasse læser 'Søren og Mette'-elever enkeltord betydeligt bedre end elever, som bruger de andre (herunder hjemmelavede) systemer.

I 3. klasse er 'Søren og Mette'-eleverne ikke signifikant bedre end de fire andre systemers. Forspringet er - statistisk set - forsvundet. Til gengæld er elever, der har brugt 'Danskbøgerne', signifikant dårligere end alle de andre.

Dette er, mener forskerne, interessant, for 'Danskbøgerne' sammenlignes ofte med 'Søren og Mette'-systemet. Hvad er det så, der gør, at 'Danskbøgerne' klarer sig så dårligt, mens 'Søren og Mette'-bøgerne omvendt klarer sig så godt?

En sproglig analyse af de 1.000 første ord i de to systemer viser, at selv om systemerne ligner hinanden meget (mange korte ord og mange gentagelser), er der mange flere lydrette ord i 'Søren og Mette'-bøgerne end i 'Danskbøgerne', og det er de små ord, der gør den store forskel, mener forskerne.-

Mikkel Hvid er freelancejournalist