Debat
0   143

God lærer på fast forward

Travlhed og omsorgsudmattelse tærer på de gode intentioner hos nyuddannede såvel som de garvede lærere. Hvad skal der til for at vores fag får vejret igen?

Jeg er en god lærer. Da jeg blev færdig med en fantastisk læreruddannelse i 2016, havde jeg svært ved at forestille mig at jeg ikke ville komme til at bruge ret meget af min seje, solide, nyerhvervede viden i praksis. Alt syntes så væsentligt, aktuelt og snorlige. Tre år senere befinder jeg mig spændt ud i et paradoks af indædt velvilje og en nedtrykkende realitetssans, hvor mine kolleger og jeg vænner os til at “det må være godt nok”, fordi vi ikke kan løbe eller tænke hurtigere, end vi gør. Det føles rart et øjeblik, når vi siger det til hinanden, men det holder os søvnløse om natten, fordi det er så utilfredsstillende og frustrerende at kunne være en meget bedre lærer, end dén vi hver dag viser os at måtte nøjes med at være.

Vi er en del af lærer-netværk, hvor vi griner højt og indforstået af os selv og en sølle version af den profession vi bekender os til. Jokes om hule liv, hvor man slæber sig halvdød hjem og ligger i fosterstilling på gulvet rundt om portvinsflasken; Om syv døgns-weekends, blærer af stål, kaffe-drop, gråd-habilitet og rå mængder af kage, trods kostpolitik. Når vi er færdige med at grine - er der meget stille.

Min lærer-hverdag føles som indbegrebet af accelerations-samfundet: hver uge bryder mit professionelle virke hastighedsgrænsen! Her er ens største styrke omstillingsparathed og evnen til at tænke og handle med lynets hast, her er al mine viden og opsparede kapital en saga blot, fordi jeg end ikke afsætter tid til at trække mine ålede strømper op. 10.000 teoretikere og didaktisk overskud ligger som en fjern erindringståge i støvede ringbind i et aflåst depot og svirper til min dårlige samvittighed og min undren over uforvarende at ty til alt dét der helt åbenbart ikke virker, når jeg nu udmærket véd det?

Konsekvensen føles enorm og fortvivlende ensom at stå med. Vi siger ikke noget højt om det, for at det ikke skal være sandt. Vi tager kritik nært og bider frustrationen over det vilkår i os: at blive klandret og klaget over for småting, men sjældent få et skulderklap for de mange succesér omgivelserne kunne have bemærket. I et forsøg på at holde os flydende bort fra tidens tendenser og statistikker popper vi som korkpropper halvt bedøvede op til overfladen igen og igen, når vi føler os trukket nedad, indtil vi en dag ikke popper op igen og føjes til listen over lærere der forlader skuden med bortvendte blikke og stregmunde. 

Artiklen fortsætter under banneret

Ønsket om at gøre godt får os til kollektivt at Sisyfos-spæne opad nedadgående rulletrapper. Vi sukker efter kurser og videreuddannelse, de vises sten der med ét vil gøre os det begribeligt, hvordan vi håndterer hverdagens nådesløse udfordringer bedst muligt, uden at dunke os selv for hårdt i hovedet, når udefra-betragtende forsøger at motivere til selvhjælp: “Du ku’ måske løbe en tur i den friske luft?”, “Hvad med yoga, ilt til musklerne, du véd…” Flosklerne står i kø: alt det gode du gør, når du ikke nødvendigvis at se blomstre; Lidt har også ret; Du kan ikke gøre mere end dit bedste; Måden at tænke på gør en forskel: se værdien i de små fremskridt. Men selv på noget nær en ønske-arbejdsplads, med kærende kolleger og kompetent ledelse, kan jeg se det ikke holder i længden. Sygemeldingerne står i kø, og jeg er bekymret for mit måske ikke så lange arbejdsliv, nærmest før det er løbet ordentligt i gang. 

Ude i virkeligheden er der et stædigt galpende kor der råber vagt i gevær på mine vegne, men jeg kan godt høre tonen af brok & ballade som andre professioner ryster på hovedet af: som om det ikke også var hårdt at være tandlæge, skraldemand, revisor og optiker. Alle har sgu da travlt! Snup en tudekiks og kløjs i den, så vi ikke skal høre mere på jer, lærere! 

På mit arbejdsbord ligger mine gode intentioner i kø: foldebøger, bevægelsesjulekalender, IT-kanon, forældresamtaler, netværksmøder, guldstjerner, PPR-indstillinger, post-its med hastigt nedfældede ideer, litteratur, imødekommende tiltag og kursuskataloger. Først var det inklusion, så var det Co-teaching; Nu hedder det relations-kompetence-vejviser-uddannelse, der prædiker nærvær, krops-scanninger, mentalisering og didaktisk overskud. Det er min opgave at få øje på alt det gode vi gør, vi lærere. Minut for minut sejanalyserer jeg videosekvenser og må ikke kommentere alt det manglende overskud jeg ser i klasselokalet; Jeg vender siden til skærmen og prøver ihærdigt at lade være med at bemærke den ludende kropsholdning, rygerstemmen, det sarkastiske tonefald, eleverne der sidder og sidder og samarbejder det bedste de har lært med en lærer der er træt. Jeg slår mig selv i hovedet, når jeg alligevel kommer til at se dét der ikke virker. På med ja-hatten og det store overskud, for det virker altså: mere af alt det gode, du kan få øje på, frem med en kæmpe-luppen, siger de kloge hoveder med masser af års erfaring opmuntrende.

Jeg sidder på stolen og kan ikke mærke mine fødder, fordi de mentalt er galoperet i forvejen, fødderne -  altid på vej videre. Jeg ved godt det ikke er sundt, men jeg kan godt klare det lidt endnu. Ikke beklage sig, smile og udstråle livsglæde, kom nu ind i kampen! Du må vist hjem og skrive positivitets-dagbog, så du kan få gjort lidt ved den måde at tænke på!

 

Jeg har ikke de vises sten. Jeg er ikke urealistisk og ved godt der ikke findes en snap-løsning vi lige kan tage på som en magisk professions-kappe, og så lykkes alt: eleverne får skuldrene ned på plads, vi lærere får tid og ro til fordybelse og innovation, vi ser sammenhængen, får ført de gode intentioner ud i livet, frem for i skraldespanden, og klarer at imødekomme og inkludere alle på den bedst tænkelige måde, der bliver plads og økonomi til at udfolde sig og trives, lære, undersøge, fundere over. 

Jeg ville ønske der var en større sammenhæng mellem mine seje, solide, vidensspækkede læreruddannelse og min galoperende praksis, således at man ikke brugte årevis på at læse interessante, vedkommende, viden-skabeligt funderede teorier der desværre viste sig knap så aktuelt anvendelige i realiteten.

Jeg ville ønske jeg ikke var sådan spændt ud mellem alle disse overvejelser og en rystet opfattelse af at være havnet på den rette, men faldefærdige hylde. Jeg ville ønske min profession var populær, ønskværdig, hyldet, skattet og båret frem på kærlige hænder.

Jeg ville ønske jeg ikke var så spagfærdig, når jeg hvisker: “Jeg er en god lærer?”


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Lærerstuderendenetværket er for alle lærerstuderende samt andre med interessere for læreruddannelsen. I samarbejde med Lærerstuderendes Landskreds.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
241 andre er allerede tilmeldt