Bogen ”Næste skridt i professionelle læringsfællesskaber” definerer professionelle læringsfællesskaber (PLF) som ”alle de politikker og praksisser, der får en skole til at etablere og vedligeholde et netværk af kollaborative teams, hvis arbejde øger elevernes læring”. Men selv om ”idéen om … PLF’er har eksisteret … i mange år, har der været en bemærkelsesværdig mangel på retningslinjer til de skoler, der ønsker at gå i gang med et samarbejde”.

Ærindet for Marzano og hans forfatterkolleger er således at gøre dette næste skridt muligt. Det skal ske gennem en transformering af læreplaner, vurderinger, selve undervisningen og lærernes egen udvikling. I fire kapitler præsenteres konkrete metoder til, hvordan disse transformeringer kan udfolde sig. Sidst, men ikke mindst peger forfatterne på den afgørende betydning af en stærk ledelse, der via interaktion med de kollaborative team formår at skabe forandringer, som er præget af ”defineret autonomi”.

Heller ikke i en dansk sammenhæng er der to meninger om, at en stærk og kompetent læringsledelse er uomgængelig, hvis folkeskolen skal opnå det faglige løft, der var intentionen med folkeskolereformen. Selv om samarbejdet om elevernes læring er i markant udvikling, er det mange steder en udfordring at få det til at fungere, og manglen på tid er ikke den eneste ømme tå. Også en mangeårig tradition for, at lærere praktiserer alene, kræver et langt, sejt (ledelses)træk at få ændret.

Teknisk set ligger det største potentiale måske i transformeringen af læreplanen – det, man på dansk ville kalde for årsplansarbejde. Endnu er det nemlig ikke gængs praksis, at lærere, der underviser i det samme fag på en årgang, har fælles årsplaner og undervisningsforløb. På den anden side er det logisk nok, at effektivt samarbejde er sværere, når grundlaget for den fælles refleksion og bearbejdning stikker i flere retninger eller helt mangler.
En pointe hos forfatterne er, at læreplanen skal være garanteret - det vil sige koordineret imellem de samarbejdende - og realistisk. Det sidste betyder, at et kollaborativt team sammen udpeger væsentligt indhold og sikrer, at det kan nås inden for den givne tidsramme. Helt konkret anbefales det, at teamet kun planlægger omkring 70 procent af undervisningstiden og reserverer ”en vis mængde undervisningstid til uforudsete emner såsom de aktuelle begivenheder”.

Jeg er egentlig begejstret for mange af denne bogs idéer, selv om den nok burde have været redigeret her og der, så den matchede den danske kontekst bedre. Ikke desto mindre leverer forfatterne en overbevisende argumentation for, at PLF øger elevernes læring og forbedrer lærernes jobtilfredshed. Det lykkes dem også at anvise veje til, hvordan det kan ske, og styrken ligger måske i, at intet for dem synes for konkret. Hjælpemanuskripter til svære samtaler, for eksempel når lærere ikke vil samarbejde, og skabeloner til teamets dagsorden er således også at finde i den store værktøjskasse, som stilles til rådighed i bogen og på Dafolos hjemmeside.
Alt i alt en rigtig god brugsbog til ledere, teamkoordinatorer, lærere og alle andre, der ønsker at udvikle skolens praksis.