Svend Erik Kjær Rasmussen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forhenværende skoleinspektør på Boldesager Skole i Esbjerg, Svend Erik Kjær Rasmussen, er stille sovet ind den 4. december 2002 i en alder af 66 år.

Svend Erik Kjær Rasmussens liv rakte vidt omkring. Det samme vil hans eftermæle også gøre.

Fra 1966 sad han i folketinget for Socialistisk Folkeparti og var her med til at danne Venstresocialisterne, som han repræsenterede i Folketinget fra 1968 til 1971.

Herefter vendte han tilbage til Esbjerg, hvor han genoptog lærergerningen på Jerne Skole. Snart var han igen organisatorisk og politisk aktiv, dels som fælleslærerrådsformand, dels i Socialdemokratiet.

I 1979 blev Svend Erik Kjær Rasmussen udnævnt til skoleinspektør på Boldesager Skole, og her virkede han indtil sin pensionering i 1996.

Han blev hurtigt en meget vellidt og respekteret leder, som med humor og utraditionelle løsninger var med til at ændre en lukningstruet skole til en skole med pladsproblemer.

Gennem de seneste ni år var Svend Erik Kjær Rasmussen et værdsat bestyrelsesmedlem af Grænseforeningen for Esbjerg og omegn. Han var en personlighed, som efterlader et stort savn hos alle, der kendte ham.

Han var de svages og børnenes forkæmper, han var igangsætteren og tovholderen, han var kollega, kammerat, ven og familiemenneske.

Han vil altid være i vores minder og tanker.

Æret være hans minde.

Laust Poulsen skoleinspektør Blåbjerggårdskolen, Esbjerg

Powered by Labrador CMS