Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

’Det er uoverkommeligt at holde skole’. Sådan sagde filosoffen K.E. Løgstrup i en forelæsning på Danmarks Lærerhøjskole i 1981, og det er mildest talt ikke blevet lettere siden.

Mange lærere er presset i bund, på nippet til at opgive ævred, tynget til jorden i en daglig kamp for at få styr på de mere og mere uhåndterlige klasser og den stadige strøm af nye krav udefra. Og så kommer forståeligt nok ofte denne reaktion fra de mere eller mindre desperate lærere: Nu må forældrene tage ansvar.

Ikke alene for det indlysende, at børnene møder udhvilede i skole til tiden med madpakke og passende påklædning, ej heller blot for at vise skolen interesse og bakke den op, men for at børnene opfører sig ordentligt i skolen; retter ind, viser hensyn, ikke mobber, passer lektierne, lærer at læse osv. Skolen kan ikke overkomme alle disse uopdragne børn.

Det løser ikke skolens problem

Men det er af flere grunde et problematisk udsagn. Ikke fordi det i og for sig er forkert. Man kan bare tage banalitetstesten: Findes der nogen, der mener det modsatte? Altså: ’Forældrene skal være ligeglade med deres barns skolegang’. Nej, det gør der ikke. Udsagnet er med andre ord ligegyldigt.

Alle forældre ønsker deres barn det bedste, herunder et godt skoleliv. Faktisk er der ikke meget, forældre finder vigtigere. Det løser bare ikke skolens problem, og hvad værre er: At pålægge forældrene ansvaret for deres barns skoleliv kan faktisk være direkte kontraproduktivt.

Det siger sig selv, at ingen forældre kan fjernstyre deres børn. Jo, det gik måske – i en vis forstand – i gamle dage. Jeg husker børn, om hvem jeg ikke ville fortælle forældrene den rå og usminkede sandhed, fordi det sandsynligvis ville koste barnet en på hovedet eller det, der var værre. I barnets øjne ville jeg være kommet til at stå som sladrehank, og hele min møjsommeligt opbyggede relation til barnet ville være ødelagt.

Om denne form for forældrefjernstyring af børn er der intet godt at sige. Problemet findes stadigvæk i vore dage, ikke mindst i forhold til stærkt patriarkalske hjem med etnisk minoritetsbaggrund. Men også i mange almindelige, pæredanske, ikke-voldelige hjem vil en klage fra skolen resultere i gråd og tænders gnidsel. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

Drop klagesangen og tag ansvar

Det mest problematiske ved ideen om at kalde forældrene til orden er imidlertid, at de forældre, læreren forsøger at råbe op, ikke hører det. Læreren tror selv, at han har gjort noget ved problemet, men i virkeligheden har han kun præket for menigheden, og de gør i forvejen alt, hvad de kan.

I forhold til restgruppen er det som at slå vand på en gås. De har måske selv dårlige minder om skolen, kan ikke fordrage skolelærere, eller roder selv med så store problemer - misbrug ikke sjældent - at de hverken kan eller vil gøre noget ved sagen. Det, læreren i virkeligheden gør, er, at han udstiller alles magtesløshed, samtidig med at han skaber splittelse i forældrekredsen og vrede mod de svigtende hjem. Hvis barnets gode skoleliv beror på forældrenes medlevende indsats, straffer skolen indirekte de børn, der svigtes af forældrene. Det er ansvarsforflygtigelse, og det kan skolen ikke være bekendt.

Skolen må lægge den hjælpeløse, klagende attitude til side og finde veje til at løse sine problemer selv. Det handler om en skole, der tager det på sig at styre eleverne. På anstændig vis, forstås. Det vil både børn, lærere og forældre elske.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk