Anmeldelse

Samfundsfag

Projekt samfundsfag

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- teori og metode

Af Ane Bonnesen, Malene Dietz og Dorthe Frost

Grundbog, 188 sider, 235 kroner

Lærerens bog, 146 sider, 375 kroner

Tilhørende hjemmeside på:

www.gyldendal-uddannelse.dk

Gyldendal

Kritisk, aktiv og personlig stillingtagen - det har vi brug for. Og et af midlerne hertil kan være dette nye system til fagets toårige forløb. Her bygges på en imponerende tæt kobling til projektarbejdsformen og en problemorienteret undervisning - og materialet giver mulighed for en grundlæggende indsigt i faget ved at tage udgangspunkt i en række samfundsmæssige forhold og konflikter, samtidig med at den historiske baggrund belyses.

Grundbogen består af en teoretisk og en mere praktisk del. Indholdet forsøger i kursusdelen at behandle de områder, der er beskrevet i fagets CKF'er (centrale kundskaber og færdigheder). Her præsenteres - med henblik på at skabe et fælles udgangspunkt for eleverne - emner som Grundloven, det politiske system, kriminalitet og retsvæsen, grupper og identitet, arbejdsmarkedet, Danmark og verden, miljøpolitik samt nye medier. De faglige tekster er velskrevne og lettilgængelige, men emnernes indhold vil for en del elever være tunge og bestå af helt nyt og ukendt stof. Derfor er det godt, at der samtidig lægges op til at inddrage elevernes egne interesser, opfattelser og forhåndsviden i diskussioner - og at det ikke blot bliver en gold og teoretisk gennemgang.

I bogens metodedele, der følger efter hver af kursusdelene, opøves eleverne i selvstændigt arbejde med forskellige samfundsfaglige metoder som problemformulering, spørgeskemateknik, mundtlig formidling, informationssøgning, gruppearbejde, interview, rapportskrivning og multimediepræsentation. Herefter gives en række forskellige projektforslag, der kan bruges som oplæg til konkrete projektarbejder.

Det hele bindes sammen af lærervejledningen, der efter en pædagogisk introduktion giver helt kontante vejledninger, faglige uddybninger, opgaver og kopiark, forslag til tværfaglige samarbejder og supplerende materialer. Den afsluttes med en kortfattet redegørelse for projektarbejde generelt samt en kort tekst om de grundlæggende faktorer i relation til gruppearbejdsformens psykologi.

Hjemmesiden har jeg endnu ikke kunnet trænge ind i - men når den dukker op, skulle den indeholde evalueringsspørgsmål direkte til at downloade til elevernes brug samt en række andre IT-orienterede opgaver og aktuelle baggrundsinformationer. Sammen med denne Internetdel bliver det helt sikkert et kompakt, tidssvarende og særdeles anvendeligt system til en helhedspræget og motiverende undervisning.

Kaare Øster