Anmeldelse
It/Edb
Excel i skolen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Regneark 3.-5. klasse
Af Finn Berskov
80 sider, 48 kroner
IDG Forlag
http://www.idgforlag.dk
E-mail: idgforlag@idgforlag.dk
Regneark hører ikke til de mest anvendte IT-værktøjer i skolen. Det har flere årsager.
En af dem er, at det ikke er indlysende, hvad man skal bruge værktøjet til. En anden er måske, at mange lærere holder sig tilbage, fordi de ikke selv synes, de behersker regnearket.
Det sker imidlertid, at anvendelsesmulighederne vokser ud af kendskab til værktøjet - og det gælder for både elever og lærere.
Dette hæfte kommer den lærer, der er usikker på regnearket, i møde. I den udmærkede lærervejledning, som findes i hæftet, skriver forfatteren ligefrem, at man hverken skal være ekspert i Excel og regneark eller gennemgå kurset før start for at kaste sig ud i det. Det er efter min bedste vurdering rigtigt. Næsten alle lærere kan bruge skolens computere til tekstbehandling, og det er grundlag nok til at gå i gang med 'Regneark'.
Hæftet rummer en introduktion: Nogle sider med forklaring af overordnede begreber beregnet på at kopiere til overhead-transparenter. Noget af det kan såmænd lige så godt foregå på en tavle.
Men det pædagogiske grundsyn er hensigtsmæssigt: Start med at skabe overblik frem for at dykke ned i skærmbilledets flimrende detaljer.
Så følger en række enkle øvelser, substansen af, hvad man kan med et regneark, og en kort guide i dette programs særlige knapper og muligheder. Det er meningen, at de fleste elever parvis selv skal arbejde sig gennem øvelserne, hvilket de også vil kunne.
Lærervejledningen rummer en række udmærkede betragtninger om undervisning i og med IT foruden mere konkret vejledning til undervisningens organisering, program og øvelser.
Samme forfatter har tidligere skrevet et tilsvarende hæfte om Works regneark. Se forlagets website og http://www.profundus.dk
Johan Jacobsen