Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Folkeskolen nr. 14 indeholder et tema om private fondsmidler i skolen. En introduktion til en nødvendig og tiltrængt debat om, hvordan forandringsagendaen drives i skolen.

Tonen slås an allerede med forsidens tegning, der viser en elev placeret ved sin skolepult vendt mod ’tavlen’, der her udgør en truende monolit i skikkelse af en grotesk overdimensioneret Lego-klods. Der er ringet ind til den sorte skole. Lego-klodsen knytter an til indholdet inde i bladet, hvor Lego Fondens initiativ ’Læring gennem Leg’ har en dominerende plads. Forsiden viser dog først og fremmest, at hverken tegneren eller redaktionen, har forstået et kuk af hvad ’Læring gennem Leg’ går ud på – netop en frisættelse af barnet fra en passivt modtagende elevrolle.

Men nu handler temaet ikke om pædagogik; men om styring.

Det oplyses, at de, der har engageret sig i Lego Fondens initiativ, er glade for det, og vi får at vide, at Lego Fonden har involveret sig med armslængde, en høj etisk standard og respekt for deltagernes professionsidealer og værdier. Ingen har følt, at Lego Fonden presser sig på. Så, hvad pibes der over?

Der peges på et truende demokratisk deficit, når skoler og uddannelsesinstitutioner bliver afhængige af ressourcer, som ikke stammer fra det offentlige skatteprovenu. Og denne bekymring er relevant og absolut nødvendig at få sat til debat. Men Folkeskolen nr. 14 sætter en snæver ramme og mangler et perspektiv, som kunne bringe os videre.

Ingen grund til at takke nej

Vi bevæger os i efterdønningerne af den ulyksalige folkeskolereform fra 2013. Det politiske flertal bag reformen er smuldret, men derefter er der ingen, der giver bud på, hvordan skolerne så skal adressere dagens tunge udfordringer for børn og unge mennesker.

Det er, som om politikerne - bortset fra at de holder fast i en eller anden form for testregime - helt har opgivet styringen og stigende grad overlader det til de lokale selv at finde ud af, hvad man vil stille op med de altomfattende diffuse krav. Jeg kan ikke se lyset fra ’Sammen om Skolen’, men kun læse ord, hvor der på bundlinjen står, at anlægget sættes under publikums beskyttelse, og forandringsdagsordenen er åben for alle.

Det baner vejen for en øget markedsrelatering af skolen, og privatskolefrekvensen tordner i opadgående retning. Samtidig er der ingen udsigt til, at den skattebårne del af skolernes finansiering vil stige i de kommende år – tværtimod er der udsigt til yderligere forarmelse, når der skal konkurreres med sundhedssektoren, ældreplejen og militæret om de begrænsede midler.

Det er så her, nogle danske virksomheder - globalt set økonomiske giganter - melder sig på banen med tilbud om en hjælpende hånd.

I den aktuelle situation kan jeg ikke se nogen grund til at sige nej til det – det er kun positivt med et dynamisk og forpligtende samspil mellem skolerne og erhvervslivet. Det kan blive en vindersituation for alle parter, hvis det håndteres rigtigt – sådan som Lego Fonden af sig selv har gjort. Men det har vi i øjeblikket ingen garanti for. 

En vigtig forudsætning for, at det bliver gjort rigtigt, er, at politikerne på alle niveauer får arbejdstøjet på igen og får sat nogle rammer f.eks. i form af et nyt målsystem – et målsystem, der er tidssvarende, overskueligt og praksisrelateret.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk