Anmeldelse

Da Edison kom til Nepal

Strøm til landsbyen Khilang

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne dvd giver et fint billede af de forhold, som findes i Nepal i en lang række små landsbyer i bjergene. Med udgangspunkt i et portræt af en families hverdag i landsbyen Khilang viser filmen, hvilke problemer man har i disse byer, og hvordan kulturen og livet ændrer sig, i takt med at civilisationen kommer til de små områder i bjergene, i form af at der etableres elektricitet.

Dvd'en kan bruges fra 7.-9. klasse og giver et fint og tydeligt indblik i Khilangs dagligdagsproblemer, men også i, hvordan bistandshjælpen i området kan præge samfundsudviklingen. Den kan derfor også bruges til at give eleverne en god indsigt i dansk bistandshjælps arbejde.

I materialet indgår der også tre artikler og en lærervejledning. De tre artikler har overskrifterne "Nepal, hvad nu?", "Vandkraft, Nepals vidundermedicin?" og "Nepal - seneste nyt". De er alle fra "Geografisk Orientering" 2004 og har en indholdsside, der hænger fint sammen med dvd'en. Dog er niveauet måske lidt højt for en 7. klasse, men sammen med geografilæreren vil de være en fin faglig udfordring. Især "Nepal, hvad nu?" indeholder billeder og kort, der giver en god sammenhæng, men også beskrivelser af den historie, tradition og politiske udvikling, som præger området.

Lærervejledningen giver et overblik over materialet og åbner området med en række henvisninger til litteratur og netadresser.

Materialet er udarbejdet i samarbejde med Geografforlaget og kan anbefales til undervisningen i geografi i folkeskolen.