Skole føler sig hængt ud

Sønderjysk skole kom i avisen på grund af psykisk dårligt arbejdsmiljø. Vrøvl, siger ledelse og sikkerhedsrepræsentant

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bredebro Skole i Sønderjylland føler sig godt og grundigt hængt ud af Arbejdstilsynet. Anledningen er, at skolen har fået et påbud for det, der i den regionale avis JydskeVestkysten er blevet beskrevet som manglende vilje eller evne til at gøre noget ved et meget dårligt psykisk arbejdsmiljø.

»Det er ganske enkelt ikke rigtigt«, siger viceinspektør Martin Iversen. »Det virker, som om der er tale om to forskellige skoler. Den, som Arbejdstilsynet skriver om, og virkelighedens Bredebro Skole«.

Det hele begynder den 22. marts, hvor to medarbejdere fra Arbejdstilsynet kommer på besøg på skolen. Her aftaler man ifølge skolens ledelse at få et ekstra besøg af nogle andre repræsentanter fra Arbejdstilsynet for at få hjælp til at takle problemer med resursesvage elever. Arbejdstilsynet mener derimod, at konklusionen på besøget er, at der er så store problemer med det psykiske arbejdsmiljø, at lærerne løber en sundhedsmæssig risiko. Skolen får derfor et påbud om at få særlige sagkyndige til at undersøge forholdene. Ellers bliver der indgivet politianmeldelse. Kort efter foretager Arbejdstilsynet endvidere et fuldt tilsyn på skolen.

Skolen retter sig under protest efter påbuddet, får foretaget undersøgelsen, hvis resultat sendes til Arbejdstilsynet. Næste gang, man hører noget, er en dag i oktober, hvor der i avisen står, at lærere på Bredebro Skole har fået arbejdsskader på grund af voldsomme specialklasseelever, at verbal chikane er et problem, og at skolen ikke gør noget ved det.

»Avisen har fået aktindsigt i Arbejdstilsynets påbud, men har ikke fået vores protestskrivelse af tilsynet. Derfor fremstår sagen helt forkert. Vi kan nu dokumentere, hvad vi hele tiden har vidst: At der er et rigtig godt arbejdsmiljø på Bredebro Skole«, siger Martin Iversen.

Arbejdstilsynet afviser

Skolen har siden skrevet til alle forældre for at forklare sig, men viceinspektøren er bange for, at den dårlige omtale klæber til skolen, uanset hvad forældrene får at vide.

Det samme mener sikkerhedsrepræsentant Erik Godsk.

»Arbejdstilsynets konklusioner holder ikke, og man har kørt alt for voldsomt på. Vi har både vilje og evne til at gøre noget ved de problemer, der er. Den eneste fejl, vi har begået, er, at vi ikke har skrevet det i en arbejdspladsvurdering«, siger sikkerhedsrepræsentanten.

Arbejdstilsynet afviser kritikken.

»Vi har fulgt den almindelige procedure. Vi vil meget gerne samarbejde med skoler og andre om at løse problemer, men som myndighed skal vi føre tilsyn og give påbud, når det er nødvendigt«, siger tilsynsførende Henrik M. Ravn.

I den rapport, som et uafhængigt konsulentfirma har udarbejdet om det psykiske arbejdsmiljø på Bredebro Skole, glæder man sig over de signifikante positive forhold, der er på flere områder i det psykiske arbejdsmiljø. Det får ikke Arbejdstilsynet til at ryste på hænderne.

»Vi står inde for, at der var begrundet mistanke om, at det psykiske arbejdsmiljø indebar en sundhedsmæssig risiko«, siger Henrik M. Ravn.

Bredebro Kommune ønsker ikke, at skolen kører en klagesag over Arbejdstilsynets behandling.

Powered by Labrador CMS