Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Kroppen transporterer hovedet til møde

Kreativitet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi taler ved højtidelige lejligheder om viden-, innovations- og oplevelsessamfundet. Og vi siger, at vi skal leve af innovation og kreativitet. Men vi slår kreativitet ihjel. Vi uddanner og tester os selv ud af kreativitet. Fejl er det værste, man kan begå i vort samfund. Det gælder folkeskolen, gymnasiet, universitetet og arbejdslivet. Vi tester og evaluerer som aldrig før. Test og evaluering kan være godt, og det kan være ødelæggende. Vi sammenligner os med andre lande, den enkelte skole sammenligner sig med en skole i en anden kommune eller i et andet land. Universiteter, gymnasier og lande rangordnes. Vi er fuldstændig vilde med at benchmarke, måle, teste og regne gennemsnit og meget andet ud. Til hvilken nytte? Hvor langt ud i meningsløs taltyranni og mekanisk tænkning kan vi komme?

Masser af børn og unge har fået det indtryk af deres forældre, erhvervsvejledere, lærere, bedsteforældre og andre, at de er en fiasko, hvis de ikke kommer ind på et universitet eller en anden såkaldt højere læreanstalt. Derfor knokler de unge for at komme ind på et gymnasium. De lærer gymnasiets lektie. De, der ikke kommer på gymnasiet, må nøjes med det næstbedste eller det ringeste, nemlig et liv uden for det akademisk-universitære felt. Det er en frygtelig forældet, forkert og meget farlig tænkning, og regeringen bidrager til den. Den siger, at vi skal have stadig flere ind på vore universiteter, og den taler om, at morgendagen tilhører talenterne, underforstået: Morgendagen tilhører mennesker med en høj intellektuel intelligenskvotient. Intet kan være mere forkert. Skal der flere studerende ind på et universitet, så skal dette universitet ikke ligne de universiteter, vi allerede har.

Vi uddanner stort set på samme måde, som vi altid har gjort. Ud fra de samme grundantagelser og principper. Principielt er der ikke sket store ændringer i mange år. Der er ganske vist under stor dramatik gennemført masser af justeringer, fusioner med mere. Det er bare ikke udtryk for nytænkning, men for overfladiske, politisk bestemte manøvrer. Der er kommet nogle meget få nye kreative og innovative uddannelser til. KaosPiloterne er et eksempel, og der er flere andre, og det etablerede samfund har gjort, hvad det kunne for at slå den type uddannelser ihjel - eller i hvert fald for at gøre tilværelsen maksimalt vanskelig for dem. Hvorimod alle de traditionelle uddannelser kører videre uden at blive stillet til kritisk regnskab for deres eksistensberettigelse. Vi fusionerer helt ukritisk alle de eksisterende universiteter, sektorforskningsinstitutioner med mere, men er det en selvfølge, at de alle skal overleve?

Jeg tror, vi skal droppe meget af denne sammenligningstænkning og talfokusering, for vi kan ikke bruge det klogt og afslappet. Vi sammenligner tal og gennemsnit, som vi ikke kan definere isoleret set endsige meningsfyldt bruge til sammenligninger. Men vi gør det, og vi dunker hinanden oven i hovederne bagefter. Regeringen kritiserer de enkelte institutioner; ansatte kritiserer deres ledelser; ledere kritiserer hinanden indbyrdes. Vi har en af verdens dyreste folkeskoler, men vi får ikke nok ud af pengene, siger vi. Vi vil have verdens bedste folkeskole, siger vi. Sådanne sætninger florerer i den offentlige debat, og de er ikke kloge. De er indholdsløse. Det er tom snak.

Vi skal lære matematik, regning og fysik. Vi skal testes. Vi skal have flere unge ind på matematisk-naturfaglige uddannelser. Siger vi. Og samfundet bestræber sig på, at det skal ske. Selvfølgelig skal børn og unge lære matematik, fysik og regning. Men måske burde alle elever også have musiske, kreative, sociale og fysisk-kropslige fag og aktiviteter, for eksempel ved at danse, lege og være ude i naturen. De og studerende burde samarbejde og samtale med andre hver dag - i grupper og team - og ikke nødvendigvis om snævre faglige emner, men om bredere eksistentielle, politiske, sociale og naturmæssige fænomener. I stedet for opfører vi os fortsat ud fra en grundforestilling om - med et citat af Sir Ken Robinson - at kroppen er til, for at man kan transportere hovedet til møde.

»Vi er fuldstændig vilde med at benchmarke, måle, teste og regne gennemsnit og meget andet ud. Til hvilken nytte? Hvor langt ud i meningsløs taltyranni og mekanisk tænkning kan vi komme?«
Powered by Labrador CMS