Lærere bliver klogere på fremtiden

Haldor Topsøe A/S og DTU udbyder i samarbejde kursus i grøn kemi og energi for fysik/kemi-lærere. Kurset er et niveau højere, end vi normalt oplever, og det giver mig en saltvandsindsprøjtning, som en af deltagerne udtrykker det

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Vi er ved at lave en brintpille«, lyder det ivrigt fra en af de hvidkitlede mænd i laboratoriet.

En gruppe er i gang med at måle den rette mængde kobbersulfat op. Det blå stof hældes forsigtigt i et reagensglas inde i stinkskabet. Alle arbejder koncentreret.

Når man kigger ud over det store laboratorium, står der overalt grupper og taler, arbejder eller ser på computer. Alle er de lærere på efteruddannelse, men når man lige ser ud over forsamlingen, ligner de forskere i deres hvide kitler og med sikkerhedsbriller på.

De er på efteruddannelseskursus i grøn kemi og energi arrangeret i et samarbejde mellem Haldor Topsøe A/S, Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Danmarks Fysik- og Kemilærerforening. De praktiske øvelser foregår i DTU's laboratorier og teoridelen hos Haldor Topsøe i Lyngby.

En gruppe undersøger nanostrukturer, en anden arbejder med at producere bio-diesel. En flok midaldrende mænd løber efter en lille blå brintbil i den ene ende af laboratoriet, og ved siden af arbejder en gruppe med at mose hindbær til saft. Et aktivt stof i hindbær, brombær og persille kan nemlig bruges til at smøre på glasplader, og så kan man producere sine egne solceller. Sådan en solcelle holder dog kun et kvarter.

Billig efteruddannelse

Kursisterne har formiddagen til praktiske øvelser i grupper og til at udarbejde et PowerPoint-show, som de om eftermiddagen skal vise de andre. Over 50 lærere er på kursus over to dage for at blive klogere på grøn kemi og energi, så de kan undervise deres elever i emnerne senere.

Jens Peder Sørensen fra Herning er med til at producere solceller. Hans skole har betalt togbilletten, og han bor hos sin bror på Frederiksberg. Selve kurset og fortæringen giver Haldor Topsøe og DTU.

»Det er spændende at høre mere om for eksempel katalysatorer. Det havde vi ikke meget om, dengang jeg gik på seminariet, men her får jeg en viden, jeg kan bruge i undervisningen. Jeg kan også fortælle eleverne, hvordan en dansk virksomhed arbejder med katalysatorer og grøn kemi«, siger Jens Peder Sørensen.

En anden kursist har taget turen til Lyngby fra Ringkøbing med campingvogn og hustru. De besøger familien og klarer selv overnatningen.

For svag brintpille

»Nu har vi komprimeret brinten over 1.600 gange i pillen. Det fylder væsentligt mindre end en brintflaske med 200 bar«, forklarer en kursist til den anden, der sidder ved computeren. De skriver det på deres PowerPoint.

Der er spænding, da den stærkt blå brintpille skal vise sin duelighed ved at få en propel til at dreje rundt. Det lykkes ikke, men det ødelægger ikke lærernes entusiasme.

Solcellegruppen har samme problemer. Propellen drejer ikke meget rundt, når de forbinder den til deres hjemmelavede solcelle og en stærk lampe, der agerer sol.

Undervejs taler lærerne om, hvordan det kan bruges i undervisningen. De diskuterer forskellige muligheder med de ph.d.-studerende, der assisterer dem.

Gruppen af ph.d.-studerende fik ellers en overraskelse, da lærerne dukkede op i morges. »De er jo på alder med mine forældre de fleste af dem. Normalt assisterer vi de almindelige studerende her på DTU, men lærerne her er nu mere disciplinerede og arbejdsomme, end vi er vant til«, som én forklarer.

Faglig udfordring

Gruppen, der producerer biodiesel, fortæller, at de ikke kan overføre forsøget til undervisningen på skolen. Der indgår metanol, og det er forbudt at bruge i folkeskolen.

Anne Nielsen fra Buddinge Skole i Gladsaxe er lærer i matematik og fysik. Hun har været med på det allerførste kursus, der blev arrangeret i grøn kemi og energi hos Haldor Topsøe, og har meldt sig igen til dette udvidede kursus.

»Det er rart selv at blive udfordret fagligt. Kurset her er et niveau højere, end vi normalt oplever, og det giver mig en saltvandsindsprøjtning. Jeg er nødt til lige at kigge lidt i mine bøger for at være med. Men nu har jeg en viden og noget teori, som jeg kan formidle videre til eleverne, og jeg kan få den virkelige verden med ind i undervisningen, fordi jeg kan fortælle, hvad sådan en dansk virksomhed arbejder med. Det er dejligt, at de gider bruge tid på os«, siger Anne Nielsen.