I fremtiden bliver der flere klagemuligheder for forældre, der er utilfredse med den specialundervisning, deres barn får.

I dag havner forældreklager over vidtgående specialundervisning i et specielt klagenævn for den type undervisning, men i den aftale, som forligspartierne har indgået om strukturreform, står der, at klagemuligheden i fremtiden skal udvides til at omfatte al specialundervisning dog ikke den specialundervisning, der sker i den almindelige folkeskoles undervisning.

Planen er, at al undervisning til børn i specialskoler eller specialklasserækker skal omfattes af denne klagemulighed. Hidtil har det kun været specialundervisning tildelt efter paragraf 20.2 i folkeskoleloven, som forældrene har kunnet klage over til nævnet. I fremtiden bliver også en del af den almindelige specialundervisning omfattet. Det er den undervisning, som foregår i såkaldte specialklasser efter paragraf 20.1.

Kun almindelig specialundervisning som for eksempel et par timers ekstra læsning eller matematik vil ikke være omfattet. Her er det stadig skolelederen, der skal modtage eventuelle klager.

Men denne ændring vil formentlig betyde en kraftig stigning i antallet af de sager, som klagenævnet behandler.

Klagenævnet for vidtgående specialundervisning havde 250 klagesager i skoleåret 2003-2004. Der er tale om, at omkring to procent af forældrene klager.

Klagenævnet er nedsat af undervisningsministeren og består af en formand, der er juridisk dommer, og tre medlemmer udpeget af Amtsrådsforeningen, KL og De Samvirkende Invalideorganisationer. Nævnet har desuden tre særligt sagkyndige tilknyttet.

Finn Christensen, der er sagkyndig ved klagenævnet, er tilfreds med, at nævnet også kommer til at omfatte specialklasserne, når kommunerne overtager området efter strukturreformen, for så vil man ikke længere kunne skelne mellem de to typer af specialundervisning. Men han påpeger, at der vil ske en kraftig stigning i antallet af klager.

»I Viborg Amt har vi omkring 1.100 elever i specialforanstaltninger i dag, og heraf er cirka 350 i den vidtgående specialundervisning. Der kan altså blive tale om en tredobling af antallet af klagesager i nævnet på landsplan«, mener Finn Christensen. Han er amtspsykolog, afdelingsleder i Viborg Amt og er udpeget af Amtsrådsforeningen til posten som sagkyndig ved klagenævnet.

Bedre med regionale nævn

»I dag klager en del for eksempel over skoleflytning, og da det jo er kommunen, der tager den beslutning, er det for dårligt, at man kun kan klage til kommunen over det«, siger Finn Christensen.

Han ønsker i stedet en uvildig instans at klage til.

»Man kan også overveje, om det vil være hensigtsmæssigt at samle alle klager fremover i et klagenævn for hele landet. Hvis antallet af sager risikerer at blive tre gange så stort, så var det måske bedre med fem regionskontorer eller statslige kontorer. De ville også få en større indsigt i lokalområdet. Men det er min helt private mening«.

Samme mening har formand for Pædagogiske Psykologers Forening, Bjarne Nielsen, der også er chef for Børn og Unge Afdelingen i Jægerspris Kommune. Han har tidligere siddet som sagkyndig i klagenævnet som repræsentant for KL, men trak sig, da han blev formand for de pædagogiske psykologer.

»Det vil være godt at udvide til nogle flere centre regionsvis, for der bliver nok tale om en stigning i antallet af sager. Man burde også ændre på klagenævnets sammensætning. Det er mærkeligt, at der sidder interesseparter fra Amtsrådsforeningen og KL, og at det kun er formanden, der er uvildig jurist. Klagenævnet har fungeret godt, men der er altså både interesser og økonomi på spil«, mener Bjarne Nielsen.

Han ser hellere flere jurister og eksperter på området i nævnet.

Bjarne Nielsen forventer, at der vil komme en større debat til foråret, når reformen afklares nærmere.

»Vi har stadig til gode at se lovgivningen. Hvem får egentlig ansvaret for, at specialskoler eksisterer, og at den nødvendige specialrådgivning findes?« spørger han.

»Det står amtskommunen for i dag. Det er dens ansvar. Man kan godt tolke forligspartiernes strukturpapir, som om det ansvar fremover skal ligge hos kommunerne, men dér tror jeg, der bliver en debat, hvor handicaporganisationerne og DLF for eksempel vil gå stærkt ind. Jeg mener, at der bør være en instans over kommunerne, en, der beslutter, om en specialskole skal eksistere eller ej, og som står for økonomien«.

Godt med flere klagemuligheder

Bjarne Nielsen hilser de øgede klagemuligheder velkommen. Forældrene skal have nogle rettigheder, de har ret til specialiserede tilbud, og der skal være noget at vælge imellem. Helst ser han, at udvidelsen af klagemulighederne kommer til at omfatte hele specialundervisningsområdet, så man også kan sikre en minimum-standard.

Han mener, at det eneste værn netop er, når forældre tager en sag op og kører den hele vejen. Enten det handler om børn, der ikke kan få specialundervisning, eller det handler om kvaliteten af undervisningen.

Bjarne Nielsen henviser til en sag fra Børkop, hvor en mor har klaget over, at hendes datter har fået utilstrækkelig specialundervisning som ordblind. Først blev det ikke anerkendt, at pigen var ordblind, og senere blev hun nægtet specialundervisning i engelsk«.

»Kommunalbestyrelsen havde besluttet at bruge penge fra specialundervisningen til at nedsætte klassekvotienten i nogle klasser, og det må man ikke. De, der beslutter, må ikke også være ankeinstans«, understreger Bjarne Nielsen.

Han fortæller, at han har eksempler på, at specialundervisning laves om til hold-undervisning, hvilket også er ulovligt. Derfor er det vigtigt, at forældrene kan klage, så den slags ideer ikke kører videre.

I årsrapporten for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning i skole-året 2003-2004 kan man se, at undervisningstilbuddet blev ændret i 70 procent af tilfældene efter forældrenes klager over amt og kommune.

hlauritsen@dlf.org

folkeskolen@dlf.org