Der er glæde og forventning i luften på fødegangen på Fredericia Sygehus den 26. juni 1982. Inga Foley kan føde sit første barn når som helst, og alle er spændte på at se resultatet af kærlighedsalliancen mellem lyse danske Inga og mørke afrikanske Messan.

Drengen bliver født uden pigmentering og er helt hvid i huden, blåøjet og velforsynet med store, gule krøller. Kun den brede næse røber det fædrene ophav.

Inga og Messan Foley er lykkelige og ofrer ikke mange tanker på deres søns overraskende ydre: Han er præcis, som han skal være. Få måneder efter bliver han døbt Daniel.

'Jeg ville ønske, jeg havde været sort', skrev Daniel senere i en stil. Over for sine lærere lagde han ikke skjul på, at han gerne ville se ud som sine to mindre mulatsøstre.

Daniel fik efterhånden det samme krusede hår som sin far, men skjulte det gerne under en basketkasket eller en hat. En dag bad han om lov til at farve sit hår sort.

Daniel oplevede et par gange nogle episoder, hvor hans far blev udsat for grove tilråb på grund af sin mørke hudfarve. Det fik ham til at tale meget om racemæssig retfærdighed, og han lånte ivrigt videofilm om sorte amerikanere. Malcolm X blev ét af Daniels idoler.

'Daniel havde valgt - valgt at være sort, men han valgte noget, han aldrig kunne blive', siger faderen.

Hvid neger

'Din hvide neger. Krøllebølle. Albino'.

De drillende tilråb hagler ned over Daniel, som står anspændt i skolegården. Klassekammeraterne stirrer med skrækblandet forventning på ham. De ved, hvad der kommer.

'Så, nu går han amok igen', råber én.

Heller ikke denne gang venter de forgæves: Daniel farer over sin plageånd som et vildt dyr, banker løs på ham, sparker ham, dunker hans hoved ned i asfalten. Han holder først inde, da en lærer håndfast tvinger ham væk.

Daniels temperament var legendarisk. Hans skolekammerater vidste nøjagtigt, hvilke knapper de skulle trykke på for at få en reaktion.

'De vidste, hvad der skulle til for at få ham til at gå amok. Han var meget sårbar og skulle bare mobbes med sit udseende eller med den måde, han gik amok på. Det var tilbagevendende', husker Benjamin, en af Daniels gode venner.

Mens andre blev kede af det eller råbte op, når noget var uretfærdigt eller gik dem imod, reagerede Daniel fysisk.

Charles, en anden af Daniels venner, husker stadig med en vis fryd, hvordan Daniel kastede en passer efter en nævenyttig matematiklærer, som ustandselig var på nakken af ham.

'Det endte i stor ballade, og Daniel fik at vide, at han ville blive smidt ud, hvis det skete igen', fortæller Charles.

Daniel havde det svært i skolen. Det kneb for ham at koncentrere sig, og især det skriftlige voldte ham problemer.

'Det var et kæmpearbejde for ham, når han fik en skriftlig opgave. Hans forældre gjorde et stort stykke arbejde for at gå ind i hans situation, men Daniels største problem var hans manglende selvtillid. Han var et meget genert barn, som havde meget svært ved at udtrykke sine følelser', siger Inger Søndergaard.

Hun var Daniels klasselærer i fire år.

Daniel står troligt og venter ved busstoppestedet. Hans ven Charles kommer med bussen fra Ikast om et øjeblik, og de to plejer at følges til skolen, uanset om Daniel skal vente i sne eller regn. Det er hyggeligt at gå og snakke sammen.

'Daniel var en rigtig ven. Han var meget sød og rar. Det var kun i skolen, han skulle være sej. Når vi var sammen, var han stille og rolig, men han holdt sine følelser meget for sig selv', beretter Charles.

Han og Daniel var uadskillelige venner i flere år. Selv om de boede i hver sin by, var de sammen i fritiden så tit som muligt. De surfede på Internettet, spillede computerspil, cyklede, kørte på rulleskøjter eller så video sammen. Og havde det sjovt.

'Daniel var meget glad for vittigheder og havde meget humor. Når han rigtig grinede, fik han en speciel, lidt hakkende latter', husker Charles.

Venskabet gik lige så stille i sig selv, da Daniel kom på efterskole i 9. klasse.

På efterskole

Daniel smiler glad, da han møder sin gamle klassekammerat Sika fra Skibbild. Hun er ny elev på efterskolen, og Daniel byder hende velkommen med et ordentligt knus, mens han snakker løs. Sika er glædeligt overrasket.

'Daniel havde forandret sig meget. Han var blevet udadvendt og smilende og åben. Da vi gik i skole sammen i Skibbild, var han genert og tilbageholdende, og der var mindst en armlængdes afstand. Han var svær at blive klog på', siger Sika.

Det var Daniels forældre, som traf valget om efterskole for ham. De havde længe set på, hvordan han blev mere og mere ked af sin daværende skole, selv om han ikke sagde noget.

På efterskolen blomstrede Daniel op. Han fik en meget god ven i den jævnaldrende Michael, som han stort set var sammen med 24 timer i døgnet, og der var også lidt pigesjov. Intet tilsyneladende dog alvorligt.

Daniel var altid glad, når han skulle tilbage til skolen efter en weekend.

Da Daniel var færdig med 9. klasse, var der ingen tvivl i hans sind om, at han ville fortsætte i 10. på efterskolen. Sådan blev det.

I et brev til Michael skrev Daniel:

'Du er alletiders ven, men vi skal jo have et år mere sammen. Det bliver sjovt'.

Det er halvmørkt, da Daniel og hans venner går tur ved banelegemet i nærheden af efterskolen. De muntrer sig med at balancere på skinnerne, da de hører den umiskendelige lyd af et tog, som nærmer sig.

Daniel fortsætter uanfægtet hen ad skinnerne, mens vennerne springer til side. Nu kan de skimte toget.

'Daniel, stop nu', råber én skræmt, men Daniel ignorerer det.

I sidste øjeblik får vennerne fat i Daniels trøje og flår ham væk.

'Hans humør havde altid svinget meget, men på det sidste blev det endnu mere svingende. Vi kunne sidde og snakke, og han var sjov og glad. Kort efter kunne han være utrolig sur eller trist. Så skulle man ikke sige noget, men bare lade ham være', forklarer Michael.

En måneds tid efter starten på 10. klasse tegnede Daniel en galge i Michaels sangbog og skrev, at han ikke havde lyst til at leve mere.

'Jeg spurgte ham om det, men han slog det hen, så jeg troede, at han ikke mente det', siger Michael.

Senere kom det frem, at en tidligere værelseskammerat året før havde set Daniel i færd med at hænge et reb op i garderoben. Også dengang bagatelliserede Daniel episoden, og ingen andre fik noget at vide.

'Vi havde overhovedet ikke indtryk af, at han var ked af det. Ingen bed mærke i tegningen og linierne i Michaels sangbog. Det var helt absurd. Vi havde jo ikke indtryk af, at han var ked af det. Hvad skulle han være ked af?', spørger Sika.

I egne tanker

Daniel stirrer tomt frem for sig ud i klasseværelset. Hans lærer forsøger at få kontakt med ham og spørger:

'Hvor er du egentlig henne, Daniel?'

'Jeg ved det ikke. Jeg er her egentlig slet ikke', svarer Daniel.

'Allerede som lille kunne Daniel forsvinde ind i sig selv - som om han drømte. Han lå nogle gange på sofaen i sit værelse og var helt væk', fortæller faderen.

Daniels veninde Sika husker, hvordan Daniel nogle gange lå på en sofa på elevgangen og kiggede op i loftet eller ind i væggen.

'Han kunne godt se trist ud, men når man spurgte, hvad der var galt, svarede han bare, at han nød roen. Han ville være i fred'.

Det er sent fredag eftermiddag, da Daniel kommer hjem på weekend. Hans mor hilser ham velkommen. Daniel går hen og krammer sin mors skuldre et øjeblik, inden han går ind på sit værelse med sine ting.

'Det var meget usædvanligt. Daniel havde aldrig været den, der gav knusere herhjemme', husker moderen.

Om lørdagen sov Daniel længe, som han plejede. Han elskede at stå sent op, men denne dag blev det så sent, at han ikke nåede bussen til Herning. Dér skulle han ellers have købt nye sko til løvfaldsfesten på efterskolen 14 dage efter. Det måtte vente til næste lørdag, sagde han.

Daniel gjorde rent på sit værelse og flyttede rundt på møblerne. Det var der heller intet usædvanligt i.

'Det gjorde han en gang imellem, men bagefter har vi selvfølgelig tænkt på, om han gjorde det for ikke at efterlade sig noget rod', fortæller moderen.

Søndag aften bad Daniel om en øl til maden. Det studsede forældrene lidt over: Det var aldrig sket før, men Daniel fik sin øl.

Efter maden kørte Daniels far ham tilbage til efterskolen. Undervejs snakkede de sammen som altid, blandt andet om Daniels plan om at tage til Frankrig og bo hos noget familie i et år efter 10. klasse, en plan, hans forældre bifaldt.

'Jeg kommer hjem på fredag', var Daniels afskedshilsen, inden han gik ind i elevbygningen.

Underlig opførsel

'Hej Daniel', råber Jonas glad, da han ser Daniel.

Daniel sidder i et hjørne og roder med nogle ledninger til sit stereoanlæg. Han reagerer overhovedet ikke på Jonas' hilsen, men kigger mut ned i gulvet.

'Vi troede, at han var sur, og at vi bare skulle lade ham være, som vi plejede. Så gik det over', forklarer Michael.

Sika husker, at Daniel opførte sig lidt mærkeligt den aften. Han kom ud i et skur, hvor hun og nogle veninder sad og røg, og han pjattede og grinede.

'Jeg syntes, han var i utroligt godt humør. Han var helt overstadig og gik og gav knus, da vi fulgte ham tilbage til drengegangen inden aftensamlingen', fortæller Sika.

'Der er mange, der har fulgt mig til døren', sagde Daniel, inden hans venner så ham gå ind på sit værelse.

Få minutter efter hængte Daniel sig. Hanne Overbye er freelancejournalist