Skole og Samfund delvis enig i kritik

Skolebestyrelsernes forening ønsker klarere og ens regler for alle skoler

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg kan godt forstå, at forældrerepræsentanter kan føle sig magtesløse i skolebestyrelsesarbejdet. Vi oplever i dag, at det er op til den enkelte skoleleder at bestemme, hvor meget indflydelse skolebestyrelsen får. Nogle steder får bestyrelserne lov til at diskutere undervisningens indhold, andre steder rækker indflydelsen kun til den indvendige vedligeholdelse.

Det siger Birgitte Bjerregaard, som er formand for skolebestyrelsernes landsforening Skole og Samfund.

Hun er delvis enig i den hårde kritik, som Niels Nørgaard Kristensen retter mod de lovmæssige rammer, som skolebestyrelserne arbejder inden for. Hun mener, at meget vil være nået, hvis bestyrelserne får klarere regler samt arbejde og ansættelses- og afskedigelseskompetence i forhold til skolens leder.

- Folketinget og kommunalpolitikerne er ikke enige om, hvad de vil med skolebestyrelserne. Og så længe vi skal diskutere med kommunalbestyrelserne om, hvor mange møder vi må holde med kaffen betalt og eventuelt diæter, så har politikerne ikke fortalt os, at skolebestyrelserne er vigtige, konkluderer hun.

På spørgsmålet om, hvordan den voldsomme kritik vil påvirke forældres lyst til at stille op til skolebestyrelsesvalget den 3. marts 1998, svarer Birgitte Bjerregaard:

- Forældrene vil nok tænke sig om en ekstra gang. Selv om vi ikke har optimale forhold at arbejde under, så er det vigtigt, at forældrene deltager for deres børns skyld.

- Som forening skal vi blive bedre til at uddanne skolebestyrelserne til at udnytte deres nuværende kompetencer.

For at hjælpe skolebestyrelserne på vej har Skole og Samfund netop udgivet 'Praktisk Håndbog' med tilhørende diskette, som guider bestyrelserne igennem det forestående valg, beskriver skolebestyrelsens opgaver og kommer med gode råd om, hvordan man fanger offentlighedens opmærksomhed.spa

I Undervisningsministeriet er der ikke lagt op til at ændre lovgivningen på området. For halvandet år siden nedsatte undervisningsministeren en arbejdsgruppe med henblik på at afklare, hvordan skolebestyrelsernes arbejde kunne fungere bedre. Konklusionen var, at skolebestyrelserne ikke bruger de kompetencer, de har, og derfor udsender ministeriet i alt otte hæfter, som belyser skolebestyrelsernes enkeltkompetencer.

Powered by Labrador CMS