Lille Søren på fem år sidder ved køkkenbordet i livlig diskussion med sin mor. Pigen i huset går omkring og nusser, men efter et stykke tid vender hun sig pludseligt om og siger: 'Jeg forstår simpelthen ikke et ord af, hvad I snakker om'.

Søren hedder Eriksen og er i dag blevet 37 år og kredsformand for Vesthimmerlands Lærerkreds. Hans mor, Neel Eriksen, er efter en pause på 16 år vendt tilbage til kongressen som delegeret for pensionisternes kreds. De diskuterer stadig på livet løs.

Kernepunktet i deres diskussioner i dag er pensionen, for da Søren Eriksen er overenskomstlønnet, og Neel Eriksen er pensioneret tjenestemand, er de ikke helt enige om tingene.

'En tjenestemandspensionist kan ikke alvorligt brokke sig over, at man ikke har penge. I har det simpelthen for godt. Og i øvrigt kan jeg slet ikke se, hvad pensionisterne skal her på kongressen', siger Søren Eriksen og griner drilsk til sin mor.

'Det er bare, fordi vi sidder på demensbænken. Vi er jo nødt til at sidde helt oppe foran, fordi vi hverken kan se eller høre', replicerer Neel Eriksen hurtigt og med et stort smil.

Men så bliver hun alvorlig og forklarer, at hun da kæmper for de svage, og det er både de gamle og de helt unge lærere. I øvrigt mener hun ikke, at pensionerede tjenestemænd har det så godt, som hendes søn vil gøre det til.

Og diskussionen foregår også, når de mødes i familien.

'Min kone kan godt blive træt af det, for min søster og svoger er også lærere. Så danner hun front mod skolesnak sammen med min anden søster, som er herreskrædder', fortæller Søren Eriksen, som dog blankt afviser, at han og moderen nogen sinde bliver uvenner over fagpolitikken.

'Det er det simpelthen ikke stort nok til', siger han.

Neel Eriksen mener ikke, at debatten har ændret sig synderligt, siden hun var til sin første kongres i slutningen af 60'erne, så hun savner nogle af de nye, unge lærere på talerstolen. Der kan de to være enige, for sønnen ser det heller ikke som en fordel, at der er så stor en del af kongressen, der er over halvtreds. Der mangler visioner, mener han.

På spørgsmålet om, hvorvidt Søren Eriksen regner med, at hans børn en dag kommer til at sidde i kongressalen, svarer han blankt nej. Han ser ikke lærerjobbet som særligt attraktivt i fremtiden, og det tager for meget tid at være aktiv fagpolitisk.

Neel Eriksen har heller ikke opfordret sønnen til at gå i den retning, fortæller hun. Men hun har opdraget ham til at have selvstændige meninger

'Nogle gange for selvstændige', griner hun, inden de begge to må skynde sig tilbage til forhandlinger og afstemninger i salen.