Ja og jamen

Før hed det ja og amen, nu siger alle jamen, snart med lyst, snart med mørkt a. Det er næsten blevet det automatiske startord i et replikskifte, specielt tydeligt i interview i radio og tv, men også mand og mand imellem. 'Havde I en god tur til Toscana?' 'Jamen, det var bare helt fedt', lyder det med et tilsyneladende sejlivet slangudtryk, som burde være forbeholdt pubertetsbørn. 'Var du i tvivl om, hvad du ville stemme ved euro-afstemningen?' 'Jamen, jeg har jo hele tiden været imod det foretagende'.

Jamen tager forbehold og viser den talende som et reflekteret menneske, der stopper op og gør sig sine overvejelser. Siger man ja eller nej, går man kritikløst ind i en svarramme, spørgeren har sat. 'Er du glad for din nye cykel?' 'Ja!' Men mere tidssvarende er replikken 'Jamen, den er da bare alletiders!'. 'Er det ikke Urban Olsen, der sidder dér?' 'Nej, det er Urban Hansen'. Ikke sandt: vitaminfattigt! Hellere 'Jamen, det er da Urban Hansen'.

Nordmændene indleder deres nationalsang med ordene 'Ja, vi elsker dette landet'! Se det er en uforbeholden kærlighedserklæring af den gammeldags slags. Oversat til dansk måtte det blive 'Jamen, vi kan da godt lide landet'! Vielsesritualet må også ændres. Det sædvanlige ja er for blegt. Det kan forstærkes til et yes eller modificeres til allroundytringen okay, men måske ville det mest trendy være 'Jamen det er da okay'!

Mærkeligt er det, at disse omsiggribende forbehold af typen jamen og rimelig (fint, godt, fornuftigt)

dukker op i sproget samtidig med, at man ellers går til yderligheder og bruger superlativer som aldrig før: Film er fantastiske, hvis de er værd at se, man har haft det utrolig sjovt, hvis man har moret sig - og ude i slangudtrykkenes overdrev er der frit slag. Ferien var kanon, festen var megafed, filmen var herregod, medmindre den var dårlig: skod!

Men forklaringen kan selvfølgelig også være, at når man så ofte smører tykt på, får man også behov for at tage forbehold.

Professor Higgins