Lokal strejkeret

På næste kongres skal der ligge et forslag til krav om aktionsret ved de lokale aftaleforhandlinger

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi er for pæne!', lød det fra en nydelig, gråhåret herre ulasteligt klædt i jakkesæt og slips på kongressens talerstol.

Hans Rechendorff, formand for Øst-Djurs Kredsen, kunne med stolthed fortælle, at han var blevet opfordret til at trække sit forslag om, at DLF på næste års kongres skal kræve lokal strejkeret, allerede før det var stillet.

'Stadig flere dele af overenskomsterne udmøntes lokalt, og ved forhandlingssammenbrud kan arbejdsgiverne bare undlade at betale tillæg. Hvis vi skal være en ligeværdig forhandlingsmodpart, skal vi have lokal aktionsret helt ned til skoleniveau', sagde han, vel vidende at det kræver drøftelser med de andre lønmodtagerorganisationer. Og han lod sig ikke rokke af Anni Herforts argument om, at han med sit forslag både gentager kongressens beslutning fra sidste år om at gennemføre et analysearbejde om lokal aktionsret og foregriber en beslutning på næste kongres.

'Hvis vi ikke som kongres reagerer, så er jeg bange for, at medlemmerne gør det spontant rundt omkring', sagde Hans Rechendorff. Forslaget om at pålægge hovedstyrelsen at udarbejde et forslag til krav om lokal aktionsret på næste kongres blev vedtaget med applaus.