Kongresser tager den tid, de skal tage', konstaterede Anni Herfort, da hun fredag klokken 17.40 kunne sende de delegerede hjem fra DLF's kongres. Kun 20 minutter før paragrafferne sagde, at der skulle ringes ud.

Efter godt 14 timers møder, forhandlinger og afstemninger, og efter at deltagerne 13 gange havde vedtaget formuleringen '. . . forsamlet til møde i København i dagene 5.-6. oktober' - selv om kongressen faktisk foregik i Falkonércentret i Frederiksberg Kommune - kunne formanden takke dirigenter, delegerede og ansatte for to udbytterige dage. Otte resolutioner, som er henvendelser til offentligheden, blev det til, og fem kongresvedtagelser, som er interne præciseringer og beslutninger af foreningens politik.

Tre gange på to mødedage blev der for alvor klappet højt og længe. Første gang, da formanden for lærerne i Grønland bad om støtte, fordi de endnu en gang bliver tvunget ud i konflikt. Anden gang, da lærerne på Abildgårdskolen i Odense blev hyldet, fordi de har sagt fra over for Odense Kommunens visnepolitik. Og tredje gang, da kongressen markerede behovet for en national satsning på folkeskolen - fællesskabets skole.

'Der er stadig alvorlige problemer, vi skal forholde os til', sagde Anni Herfort, da hun indledte debatten om det punkt, som på kongressens dagsorden hed 'den foreningspolitiske udfordring i relation til: løn og arbejdstid, 'Folkeskolen år 2000' og skolestart og folkeskolens fremtid'.

Inden da havde hun mindet om, at det kun er få år siden, at folkeskolen var 'offentlig prygelknabe', og foreningen lod sig presse ud i rollen som den, der sagde nej til udvikling.

'Men det skal ikke være os, der genskaber elendighedsbilledet af en folkeskole i krise', fortsatte Anni Herfort. 'Lad os drøfte, hvordan vi tackler de udfordringer, vi står over for. Men lad os holde fast i den fremadrettede strategi. Vi skal fortsat være med til at sikre en fornuftig udvikling i skolen. På den måde tjener vi både skolen og medlemmerne bedst'.

Den linje var der klar opslutning til. Og der blev samtidig udtrykt vrede over den måde, hvorpå mange kommuner presser lærerne. Arbejdstidsaftalens svage punkt - i forhold til lærere med mange undervisningstimer - ser ud til flere steder at blive udnyttet til at presse lærerne endnu mere. Kun ganske få skoler bruger tilsyneladende mulighederne for at prioritere pædagogik og personalepolitik.

De modsatrettede løninteresser mellem unge overenskomstansatte og tjenestemænd i 'den lukkede gruppe' kom også tydeligt frem, og kongressen insisterede på, at alle skal følge en fælles lønpolitik - ikke for at forhindre kredse i at lave gode lokale aftaler, men for at man overalt skal være klar over, hvad der er det fælles foreningsmål.

Og så gav skolestarten anledning til voldsom debat. Fordi det viste sig, at nogle kompromisformuleringer i en F2000-arbejdsgruppe om fokuspunkt 5, 'En god start', af nogle læses, som om de ikke er i overensstemmelse med DLF's politik. Sammen med ti andre interessenter på området har DLF's repræsentanter afleveret nogle anbefalinger til undervisningsministeren, og flere delegerede tolkede anbefalingerne, som om foreningen er gået ind for en faglig kvalitetssænkning i skolestartens undervisning. Kongressen bekræftede, at foreningens politik er uændret, og det er gennem de briller, F2000-anbefalingerne skal læses: læreruddannelsen er afgørende og bærende for at sikre den faglige progression i hele skoleforløbet. Lærere og børnehaveklasseledere kan i skolestarten danne team, som er fælles om ansvaret for undervisningen.

Kongressen slog også fast, at de seneste års markante ændringer af folkeskolens undervisning gør det nødvendigt med varierede holdstørrelser og fornuftige elevtal i klasserne. Folkeskolelovens regel om maksimalt 28 elever i klassen er ude af trit med nutidens krav og bør sættes ned til 22.