Bedre skolebygninger

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Stigende elevtal i folkeskolen, nye undervisningsformer og mangelfuld vedligeholdelse af skolebygninger kræver en målrettet indsats for udbygning, modernisering og genopretning af folkeskolens bygninger.

Det vil kræve en samfundsinvestering på 40-45 milliarder kroner at tilgodese udviklings- og genopretningsbehovet i alle kommunerne.

Kongressen ser det derfor som en nødvendighed:

- at staten sammen med henholdsvis Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen iværksætter en seksårsudviklingsplan, der sikrer alle (amts)kommuner mulighed for udbygning, modernisering og genopretning af folkeskolens bygninger

- at Danmarks Lærerforening inddrages i udformningen af udviklingsplanen

- at man udnytter eksisterende erfaringer om godt skolebyggeri således, at der sker en kvalitetssikring af skolebyggeriet

- at sikkerhedsorganisationen og brugerne inddrages fra starten i de enkelte projekter

- at man sideløbende hermed øger de løbende bevillinger til vedligeholdelse af skolerne.

Kommunernes Landsforening bør skrinlægge forestillingerne om øget indflydelse på folkeskolens indhold og i stedet sikre, at alle kommuner udvikler kvaliteten på de områder, de allerede har ansvaret for.

I et hastigt foranderligt samfund, der er præget af informationsteknologi, internationalisering, polarisering og individualisering, er skolens fællesskabende betydning større end nogensinde før.

Danmarks Lærerforening vil fortsat arbejde for en udvikling, som både imødekommer fremtidens udfordringer og fastholder folkeskolen som en af de vigtigste institutioner i det danske samfund.

Redningsplan for nedslidte skoler

Utidssvarende, for små og nedslidte. Betegnelser for flertallet af de danske folkeskoler. Dertil kommer de krav, man kan stille til lokalerne som konsekvens af folkeskoleloven, når man tænker på dagens pædagogik.

Derfor talte Karsten Holst, formand for organisationsudvalget, om, at der er brug for en redningsplan, der sikrer udbygning, modernisering og genopretning af folkeskolens bygninger. På hovedstyrelsens vegne fremlagde han en resolution, der blev enstemmigt vedtaget af kongressen.

Vold og trusler er uacceptabelt

Støtte til lærere på Abildgårdskolen

Vi vil ikke acceptere vold og trusler i folkeskolen', sagde Odense Lærerforenings formand Niels Munkholm Rasmussen.

'Vi venter stadig på Odense Kommune', sagde Karsten Holst, formand for DLF's organisationsudvalg.

'Der er grænser for, hvad lærere skal stå model til. Arbejdsmiljøet i folkeskolen skal være sikkert og sundt'.

Udtalelserne kom i anledning af arbejdsnedlæggelsen på Abildgårdskolen i Odense for nylig. Der var også kraftige udfald mod Odense Kommune, der i flere år har kendt til problemerne uden at gøre noget, og mod Kommunernes Landsforening, der netop har besluttet at trække lærere fra Abildgårdskolen og Humlehaveskolen i Arbejdsretten for deres arbejdsnedlæggelse.

En meget lang klapsalve var svaret til udtalelserne og til en resolution, der blev enstemmigt vedtaget.

Resolution Støtte til Abildgårdskolen

Lærerne på Abildgårdskolen i Odense har med deres arbejdsnedlæggelse sendt et kraftigt og klart signal om, at der er en grænse for, hvad man som lærer skal stå model til i den danske folkeskole. Lærerne har med henvisning til 'liv, ære og velfærd' klart og utvetydigt demonstreret, at lærere ikke skal affinde sig med nogen form for vold eller trusler om vold.

Folkeskolen er og skal være rummelig, og kommunerne må sikre, at der er reelle tilbud til alle elever. Elever, der er visiteret til andre skoletilbud, skal ikke fortsat gå i folkeskolens normalklasser.

Lærernes muligheder for at imødekomme den enkelte elevs behov er ofte alt for ringe. Det er opslidende og stressfremkaldende for den enkelte lærer og en trussel mod lærernes psykiske arbejdsmiljø og mod folkeskolens kvalitet.

Danmarks Lærerforening protesterer over denne situation og kræver, at kommunerne vedkender sig ansvaret for overholdelse af arbejdsmiljøloven og ansvaret for undervisningen af alle elever i folkeskolen.

Arbejdsmiljøet i folkeskolen skal være sikkert og sundt.