Anmeldelse

Samvær og marginalisering

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Social position og status betyder ofte mere for børn end undervisningens faglige indhold. Det ved de fleste lærere, pædagoger og forældre. Til gengæld vides det sjældent, hvordan det sociale samspil egentlig foregår i børnehøjde, hvilken baggrund det har, og hvordan man som ansvarlig kan arbejde systematisk og professionelt med det.

Når nogle børn bliver marginaliseret, ser både børn og lærere ofte problemet som noget, der hænger ved den enkelte person, som rammes, og ved de personer, som med bestemte handlinger overhovedet gør det muligt, at et barn marginaliseres. Bogen fører læseren ind i en udvidet, strukturel forståelse af marginaliseringens baggrund og ikke mindst til en indsigt i, hvordan det i den konkrete hverdag foregår, når nogle børn afskæres fra at indgå i fællesskaber med andre børn.

Bogen opfordrer lærere og pædagoger i folkeskolen til at opprioritere arbejdet med at udvikle børns sociale kompetencer. Ifølge forfatteren er det langtfra tilstrækkeligt at hænge sociale regler op på væggen i klasselokalet. Det er i drøftelsen og refleksionen over det sociale samspil i hverdagens undervisningssituationer, at elevernes sociale kompetencer skal udvikles. Det er ikke en adskilt kompetence, som udvikles på særligt fastsatte tidspunkter, adskilt fra den kompleksitet, som et konkret socialt samspil udgøres af. Både lærere, pædagoger og elever opfordres til at arbejde med observation af og refleksion over de konkrete sociale handlinger, som udføres i klasserummet.

Læreren og pædagogen, som vil have indsigt i de magtkampe, som foregår i et parallelliv og alligevel i forbindelse med de faglige aktiviteter i skolen - får med denne bog en rigtig god mulighed.