Anmeldelse

Stjernerne / Albert Einstein / Jorden

- universets lys / - vores største geni / - en urolig planet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Albert Einstein vores største geni

Netop i 100-året for Einsteins specielle relativitetsteori og for E = mc2 udkommer en spændende bog om den berømte forsker.

Først og fremmest fanges man ind af bogens meget lækre layout: Massevis af illustrationer (fotos og tegninger) sat op i fin balance med en overskuelig mængde tekst, der ved nærmere eftersyn viser sig at formidle svært stof på en forståelig måde uden at blive plat eller overfladisk.

Bogens indhold falder i tre kapitler: Først behandles den specielle og den generelle relativitetsteori her oplever man virkelig, at illustrationerne ikke bare er til pynt, men derimod helt essentielle for forståelsen.

I bogens andet kapitel præsenteres først en kort og overskuelig Einstein-biografi dernæst tages der fat på det meget nærliggende: Kan man ved undersøgelse af Einsteins hjerne påvise fysiologiske årsager til hans (og andre geniers) ekstraordinære begavelse? Sidst i kapitlet gøres der meget velkomment op med nogle af de mange myter, der (uundgåeligt?) har klæbet til geniet Einstein.

I bogens tredje kapitel inddrages læseren med afsæt i relativitetsteorierne og E = mc2 i nogle vanvittige tankeeksperimenter og det altså være spændende og interessant læsning, ikke bare for nørder!

Bogen er ikke umiddelbart egnet til brug i klasseundervisningen, men vil derimod være uomgængelig til opgaveskrivning og projektarbejde. Herudover vil bogen som ren lystlæsning kunne give den almindeligt interesserede ny viden og stor indsigt.

____________________________________________

Jorden en urolig planet

I en omfangsmæssigt overskuelig bog samles her en del relaterede natur/teknik-emner i et meget indbydende layout.

I første omgang tages fat på Jordens tilblivelseshistorie. Mange forhold i forbindelse med de processer, hvis begyndelse kan ligge op til 5 milliarder år tilbage i tiden, må også fra videnskabeligt hold gøres til genstand for fantasi og gætterier. Dette smitter desværre af på indholdet, der endda viser sig vidtløftigt og af en høj sværhedsgrad på én og samme tid.

Anderledes holdbar forekommer præsentationen af de efterhånden kendte teorier om pladetektonik; i denne fremstilling med finere og mere illustrative figurer end før set.

En konsekvens af kontinentalpladernes vandring er som bekendt jordskælv, som bogen ofrer fire siders tætskrevet og svært tilgængelig omtale. De anderledes spektakulære vulkanudbrud breder sig til gengæld over hele ti sider dog uden at den reelle informationsværdi bliver større i den uoverskuelige opsætning.

Jorden er ikke bare urolig den er også skrøbelig. Omtalen af truslen fra rummet i form af asteroider og kometer forekommer logisk og i forlængelse af bogens øvrige indhold. Behandlingen af den formentlig menneskeskabte drivhuseffekt falder til gengæld uden for bogens naturlige rammer.

Bogen henvender sig ved sin udstrakte brug af svært læseligt fagsprog til den i forvejen vidende og dygtige læser. I sædvanlig natur/teknik-sammenhæng er det hovedsageligt de flotte illustrationer, man vil kunne få glæde af.

______________________________________________

Stjernerne universets lys

Også det tredje fordanskede bind i "Læs og lær"-serien præsenterer sig flot og tillokkende for den potentielle læser. Man skal imidlertid ikke mange sider ind i bogen, før langt de fleste større børn bogens angivelige målgruppe er stået af, i hvert fald på tekstdelen. I ganske kompakte blokke spredt mellem de farvestrålende illustrationer formidles en mængde informationer i et svært tilgængeligt sprog oven i købet med brug af mange (astro/kerne-)fysiske og kemiske udtryk, der forudsætter en læser med en omfattende baggrundsviden. Første kapitel om stjernernes historie er i øvrigt garneret med allehånde science fiction-væsener det er derimod for poppet!

Hvordan vi kan lære stjernerne at kende, præsenteres i begyndelsen af næste kapitel, hvor der til gengæld er en fin balance mellem en nødvendigvis svær tekst og gode illustrationer til at underbygge forståelsen. Der gives overkommelige forklaringer på blandt andet lysets natur, teleskopers virkemåde og identifikation af stjerner. Sidste del af kapitlet fremstår som en tør beskrivelse af arbejdet på et observatorium.

Tredje kapitel helliges supernovaer. Igen forudsættes der en læser med meget stor interesse for emnet der venter massive informationsmængder efter den første udmærket illustrerede oversigt over supernovaers udvikling.

Alt i alt en noget ujævn fremstilling, der kun i mindre uddrag vil være undervisningsrelevant i så tilfælde i fysiktimerne. Men der er fine billeder.