Slavenka Drakulic (født 1949 i Kroatien) er en af denne verdens vigtigste publicister, når det gælder Balkan. Hendes speciale er den præcise iagttagelse koblet på en medrivende refleksion. Og hun er personligt og næsten fysisk til stede, når hun fortæller sine historier, som altid leveres i korte, knappe, skarpe kapitler. I sit samliv med den svenske journalist Richard Swartz bor hun på skift i Kroatien, Østrig og Sverige. Svenskerne er vilde med hende. Hendes små essaybøger sælges i oplag på ikke under 40.000.

Gennembrudsbogen "Balkan Ekspres" kom på dansk i 1993. De to fantastiske samlinger "Hur vi lyckades överleva kommunismen med ett leende på läpparna" (1987) og "Café Europa"(1996) nåede aldrig over Øresunds-skæret. Det gjorde derimod et par ligegyldige romaner.

Som en anden Hannah Arendt, der fulgte Eichmann-processen i Tel Aviv i 1961 og dér oplevede og formulerede - ondskabens banalitet, har Slavenka Drakulic siddet fem måneder ved krigsforbryderdomstolen i Haag og fulgt retsforhandlingerne i en række udvalgte sager. Og hun må, som Arendt, konkludere, at det var almindelige mennesker og ikke galninge der fik det forfærdelige til at ske i det tidligere Jugoslavien i årene mellem 1991 og 1995.

I sin refleksion over, hvad der dog gjorde de portrætterede mænd og en enkelt kvinde til krigsforbrydere, inddrager Slavenka sin egen barndom og opvækst i Titos Jugoslavien. Hendes historiebøger var ikke fyldt med kendsgerninger, men med legender om Tito. Man levede med to udgaver af "historien": den officielle og den, der levede i folks erindring.

Efter Titos død begyndte det igen at betyde noget, om man var serber, kroat eller bosnier. I krigsforberedelsen var krigsmagerne dygtige til at udnytte folks følelsesmæssige hukommelse og derefter opbygge hadet til de andre! I 1995, da krigen var slut, oplevede Slavenka for tredje gang i sit liv det "nulpunkt", hvor historien går i stå, og hvor der kun er slørede billeder og blodige erindringer tilbage.

"Krigen er stadig med os", skriver Slavenka. Sandheden i Kroatien og Serbien er farlig. Vore helte var ikke krigsforbrydere. Det er ligefrem et udtryk for patriotisme at modsætte sig Haag-domstolen. Så "indtil videre må retfærdigheden derfor ske fyldest i Haag eller slet ikke".

Der er flere stærke kapitler og portrætter i denne bog. For mig står historien med den solsjenitsynske titel "En dag i Drazen Erdemovics liv" som den mest tragiske og uforglemmelige. Den handler om en ung mand, som tvinges til at være bøddel i Srebrenica i 1995. Den burde være pligtlæsning i samtlige 9.-klasser i Danmark.