Debat

dlf/a svarer ikke

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg husker, dengang dlf/a blev oprettet. En af de væsentlige argumenter, for at vi skulle løsrive os fra FTF/A, var, at lærerne ikke kunne få en tilstrækkeligt tilpasset service i den eksisterende organisation. Men hvilken service får vi nu?

Personligt har jeg skriftligt henvendt mig med et simpelt spørgsmål angående optjente feriedage. Det vil jo være dejligt, hvis man kan afholde sin ferie, inden sommeren er forbi. Men selvom jeg har rykket dlf/a både skriftligt og via e-mail, så har jeg i skrivende stund på tredje uge intet hørt fra vores arbejdsløshedskasse. Nu begynder skolernes sommerferie, så er muligheden for en reaktion fra dlf/a vel endnu mindre. Hvad skal vi med en egen a-kasse, der end ikke svarer på vores henvendelser?

Svar

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Først og fremmest skal jeg beklage, at du har ventet for længe på svar på din forespørgsel. Vores servicemål er, at der maksimalt må gå 14 dage fra modtagelse til svar. Det har vi i dette tilfælde overskredet med to dage.

I dag er vi a-kasse for mange lærerorganisationer, og så sent som i april 2004 flyttede 18.000 lærere fra FTF-A til dlf/a. Det er ganske rigtigt, at vi som a-kasse for lærere netop har forudsætningerne for at arbejde målrettet til gavn for alle vores medlemmer, som beskæftiger sig med undervisning.

Vi har da også opbygget en betydelig ekspertise i lærernes a-kasseforhold, som gør dagligdagen lettere for vore medlemmer, men samtidig er vi underlagt de udsving, der er på det gældende arbejdsmarked.

Netop sommeren er vores største udfordring, og antallet af henvendelser stiger mangefold både telefonisk, per brev og via e-mail. I den situation er der stort fokus på at sikre en god håndtering af henvendelser med henblik på at undgå fejl fra vores side. Opstår der fejl, er vi løbende klar til både at erkende og lære af dem.

Frank A. Jørgensen, sekretariatschef, dlf/a

Powered by Labrador CMS