Blikket flakker en smule, da lærer Tove Skaarup træder ind i det lille klasseværelse. Hun går hen til en reol med ryggen til eleverne. Her dvæler hun et øjeblik. Så trækker hun vejret dybt, vender sig om og begynder med hurtige bevægelser at sætte elevernes opgaver i mapper. Samtidig svarer hun på spørgsmål, og i farten når hun at flytte en stol, der står i vejen for en elektrisk kørestol.

'Jeg fik lige en besked om, at der var en elev på skolen, der er død. Det påvirker mig naturligvis. Jeg har lovet at meddele det til en veninde, der går her i klassen', hvisker hun.

Det er mandag formiddag på Geelsgårdskolen i Virum. Skolen er en amtskommunal specialskole, der optager elever mellem fem og atten år. Tove Skaarup er lærer i æ3, der er en boglig klasse for skolens ældste elever. Klassen rummer otte elever. De fleste er født for tidligt og har derfor forskellige grader af hjerneskader. Nogle er spastiske, andre har svært ved at tale, en har muskelsvind. Nogle er bundet til en kørestol og har været det, siden de begyndte i indskolingen. Andre benytter sig af gangstativer eller krykker. Eleverne har vidt forskellige evner og behov, men fælles for dem er drømmen om at få en hverdag som alle andres.

Evner skjult i handicap

Denne morgen har Tove Skaarup lavet en ugeavis, som Lene, Sedat, Amir og Berit skiftes til at læse op af. Ved bordet sidder også klassens medhjælper Signe. Da de når til afsnittet om en socialrådgivers besøg i sidste uge, stopper Tove op ved ordet realitetschok.

'Der var flere af jer, der fik et chok, da i fandt ud af, hvor store begrænsninger I har i fremtiden, og det er også godt at snakke med jeres forældre om', siger hun.

Tove Skaarup sender klassens medhjælper til pause og begynder at sætte eleverne én for én i gang med at arbejde ved klassens computere. Hele tiden er der en, der råber hendes navn for at få hjælp.

'Amir, du skal ikke sætte dig til computeren, jeg har en opgave til dig', siger hun.

'Jeg har lært noget siden sidste år', siger Amir på 15 år, 'en lærer kan ikke klare sig særligt længe uden en medhjælper'.

Og hans visdom går i opfyldelse, da flere stemmer råber på hjælp og opmærksomhed.

'Tove - nu må du altså holde op. Jeg printede den ud til dig'. Lene på 15 år sidder i kørestolen ved computeren og venter utålmodigt på, at Tove Skaarup bladrer gennem hendes mappe med opgaver. Selv om alle bemærkninger er krævende, bliver de afleveret med smil og grin.

'Signe skal jo have pause, men man kan altid bruge et par hænder mere', sukker Tove Skaarup.

'Du bliver ikke forskrækket, hvis jeg går amok lige om lidt?' Sedat er 16 år. Han kan ikke finde sin tekst, og hans printer svigter også.

Amir rejser sig.

'Den er der ikke, tumpe'. Amir slår godmodigt Sedat over hovedet, og Sedat smiler bredt tilbage. 'Tove, han har ikke gemt den, eller også har han slettet den', talen er langsom, han søger efter ordene, og lyden ligger helt fremme i munden.

Tove Skaarup går hen mod drengene, der tjatter til hinanden.

'Amir er ikke særlig god til at læse, men han er den bedste på dette hold, når det gælder computerne. Det er fantastisk', siger Tove Skaarup.

Det er tredje gang, hun har fulgt en klasse fra start til slut på Geelsgårdskolen.

'Det er svært, når de bliver store. Man har så mange drømme og forhåbninger, når de som helt små kommer på skolen. Men når de nærmer sig udskolingen, konfronteres man med de hårde vilkår, der er på arbejdsmarkedet. Det gælder om at være så realistisk over for dem som muligt, men det er svært at erkende, at fremtiden ser ud, som den gør. At deres muligheder er så begrænsede. Berit drømte om at blive indretningsarkitekt, men socialrådgiveren, vi havde besøg af, fortalte, at det blev hun ikke. Det var et stort slag. Nu gælder det om at fortælle hende, at hun eksempelvis kan melde sig ind i et beboerråd og på den måde være med til at indrette det sted, hun selv bor', siger Tove Skaarup.

Kriser som klassekammerat

'Der er en af Pernilles tidligere veninder, der er død. Det hele gik så hurtigt. Jeg fandt ikke ud af, hvad hun hed. Det skal jeg lige finde ud af og så sige det til Pernille', siger Tove Skaarup til klassens anden lærer Hans Borup.

De to deler klasselærerfunktionen. I deletimerne skiftes de til at undervise de elever, der lærer meget hurtigt, og dem, hvor det går langsommere.

De støder på hinanden, inden de skifter klasseværelse.

'Det sker indimellem, at der er nogen, der dør. Eleverne kommer ud i mange store kriser, men det er en del af det. De bliver hurtigt voksne', siger hun.

Hans Borup skal have engelsk med de to elever, der er på det eksamensforberedende hold. Egentlig er de tre, men Kristoffer er blevet indlagt på Rigshospitalet og må vente med at få sin eksamen. Han skal knyttes til en respirator i døgnets 24 timer.

'Det er hårdt for eleverne. For selv om de ikke taler om det, så ved de godt, at det har korte udsigter', siger Hans Borup.

Tove Skaarup kommer tilbage.

'Det tog hun rimeligt fornuftigt. Hun græd lidt. Men så snakkede vi om livskvalitet, og hvornår det måske er bedre at dø, og det forstod hun godt. Jeg har sagt til hende, at hun kan gå ned og snakke med vores psykolog, hvis hun ønsker det. Vi aftalte, at hun kunne ringe til pigens forældre og fortælle om gode oplevelser, fra dengang de var veninder. Vi kom videre', siger Tove Skaarup.

Plads til de stærke

Hans Borup bliver mødt af bebrejdende miner, da han træder ind til de to elever i engelskklassen.

Pernille er 15 år og på vej til at tage niende klasse afgangseksamen. Jacob går kun i syvende, men kan godt følge med i den eksamensforberedende klasse, selv om han har et taleproblem.

'I'm a bit mad at you, because you haven't planned it very well', siger Pernille. Hendes velkomstsalut hentyder til, at dette er den sidste engelsktime inden eksamen.

Hans Borup forklarer, at Pernille nok skal nå det hele. På pausebilledet på Pernilles og Jacobs computere er der et billede af de to i tæt omfavnelse.

Hans Borup bringer klassens møde med socialrådgiveren op.

'Jeg fik det helt dårligt på jeres vegne. For nogles vedkommende kom hendes budskab som en stor overraskelse', siger han på engelsk.

'Vi vidste, at de andre ville blive kede af det. Men jeg sagde til Jacob, at det ikke er vores job at vække dem til realiteterne. I prøver at gøre os til normale mennesker, men det kan I ikke', siger Pernille.

'Men I ved vel også godt, at I får problemer senere på grund af jeres handicap?', spørger Hans Borup.

'Jeg vil starte mit eget firma, hvor der kun skal være handicappede ansat', mener Jacob.

'Forstod du det?', spørger Pernille. Hun er vant til at hjælpe Jacob med at gøre sig forståelig over for lærerne. Hun tilbringer så meget tid sammen med ham, at hun er langt bedre til at forstå, hvad han siger.

Hans Borup nikker, denne gang forstod han godt Jacob.

'Jeg tror, det bliver svært med sådan en arbejdsplads, for måske er der ikke nok handicappede, der er kvalificerede', mener Pernille.

'Det er svært at tackle, at man hele tiden skal forklare alt det, de ikke kan. Vi har en tendens til at pakke det ind, men samtidig skal vi også være realistiske', siger Hans Borup, da eleverne bliver sendt over i det andet klasseværelse for at spise frokost.

Fysisk hårdt

Det er toilettid. Noget, som fylder en del på skemaet. Sedat skal fra en stol til en anden. Tove Skaarup kører ham ud i aulaen. Forsigtigt vipper hun ham ud af stolen. Han griber selv fat i en ribbe. Da han står der, presser Tove Skaarup hænderne hårdt mod hans ryg.

'Sådan en lille vamsemand. Det er rart med en strækøvelse, når man sidder ned hele dagen', siger hun.

Hun bruger hele kroppen for at få Sedat over i den elektriske kørestol.

'Det er nogle tunge børn at få på toilettet, derfor gælder det om at have en god fysik. Ofte er der nogle til at hjælpe, men hvis man er alene, og en skal tisse, så er der ikke andet at gøre end at tage fat', siger Tove Skaarup.

Tidligere spiste børnene i kostskolens boafdeling, men nu spises der frokost i klasselokalet. Nu er der altid en lærer med ved frokosten.

Maden kommer på bordet, og for første gang i dag samles hele klassen i det store klasselokale. Bordet er dækket med blå nonslip-dækkeservietter. En enkelt har en stor træbakke med håndtag for at gøre det lettere at spise, og de fleste har specialbestik. Madpakker bliver fundet frem, og medhjælper og lærer hjælper for at få alle på plads.

I dagens anledning skal de se en musikvideo, som eleverne har lavet om det at være handicappet. Pernille har skrevet teksten, og alle er medvirkende.

'Bevar nu håbet. Glem ikke drømmen, der svæver i natten. Se godt på dig selv og se på mig, så ser du, at vi ligner, ligner hinanden', lyder omkvædet.

Eleverne råber og driller hinanden, når billederne af dem løber over skærmen.

Da de hvide rulletekster kan ses på sort, tørrer Tove Skaarup pegefingeren under øjet.

'Jeg får tårer i øjnene, hver gang jeg ser den', siger hun.

Det er tid til at rydde op. Lærerne har en pause, mens elever og medhjælpere rydder op. Desværre er der ikke noget lærerværelse på skolen, men de håber, det kommer til næste skoleår. Eleverne har fri nu. Det er tid til planlægningsmøde med medhjælper, ergoterapeut, fysioterapeut og en repræsentant fra boafdelingen, hvor nogle af eleverne indimellem overnatter. Senere på eftermiddagen er det tid til en forældresamtale.

Pernille hiver fat i medhjælperen. Hun holder fast i hendes arm og presser sig helt ind til hende, som var hun en skoleveninde. Hun fortæller hende om sin tidligere venindes død.

'Jeg gik i folkeskole med hende, men så blev hun opereret, og det gik ikke så godt. Da jeg så hende her flere år efter, kunne hun ikke så meget'.

'Var det en fejloperation?', spørger medhjælperen.

'Nej, det tror jeg ikke. Det gik bare ikke så godt', siger Pernille.-

Arbejdstiden er til forhandling

Fælles forberedelse og sikring af lærernes pauser er to af de krav, som DLF opfordrer til medlemsdebat om på det amtskommunale område.

På det amtkommunale område er arbejdstidsaftalen - i modsætning til det primærkommunale område - til forhandling ved Overenskomst 2002.

I arbejdstidsaftalen er der afsat 80 timer til fælles forberedelse af undervisningen, men DLF mener, at der er behov for at gøre det mere klart, at lærerne selv kan afgøre, i hvilket omfang andre personalegrupper skal inddrages i forberedelsen af undervisningen.

På de amtslige skoler indgår elevfrikvartererne i opgørelsen af arbejdstiden. Det betyder, at lærerne ikke har meget tid til egne pauser. Derfor er der i medlemspjecen lagt op til at sikre lærernes rekreative tid.

Geelsgårdskolen

Geelsgårdskolen giver vidtgående specialundervisning som en del af et tværfagligt tilbud, der også rummer fysioterapeutisk og ergoterapeutisk behandling, fritidstilbud samt for nogle af eleverne et boophold. Undervisningen bygger på en viden om den enkelte elevs specifikke vanskeligheder.

Lærerne Tove Skaarup og Hans Borup underviser på spor 1. Her er elever, som primært er bevægelseshandicappede. Eleverne får undervisning, fysioterapeutisk og ergoterapeutisk behandling og fritidstilbud. Derudover kan eleverne være i boophold på skolen enten permanent eller for en kortere periode som aflastning for forældrene.

Berit drømte om at blive indretningsarkitekt, men socialrådgiveren fortalte, at det blev hun ikke. Det var et stort slag