Børn har en ulyksalig lyst til at glæde sig til voksenlivet, hvilket afstedkommer en nok så ulyksalig trang til at ville lære noget. Læse, skrive og regne. Derfor er samordnetheden indført for at formene børnene adgangen til at få tilfredsstillet denne skadelige trang. Ingensinde er børnene mere selvmotiverede for at lære noget, end når de møder i skolen i 1. klasse. Det kedelige er, at psykologerne ikke er enige med børnene. For psykologerne ved, at børnene meget hellere vil lege. For det er legen, der er meningsfyldt for børnene, siger psykologerne, skønt børnene ofte giver noget andet til kende. Og så starter propagandamaskineriet. For psykologerne skal skam have ret. Hvad skulle vi ellers med dem? De læsepædagoger, der langt om længe er kommet til den erkendelse, at der måske leges for meget i den samordnede indskoling, gøres til en 'læsemafia'. Og at lade børnene vederfares deres ret til at lære på det tidspunkt, hvor de er allermest sultne, gøres til en hensynsløs egoistisk kamp om 'pladsen ved bålet'. Og psykologen John Aasted Halse fortsætter i Folkeskolen nummer 25 med at forsvare den rene samordnede indskolings tilrettelagte ørkenvandring med, at fraværet af legen er en fatal reduktion af tilværelsen. Halse sanser åbenbart ikke, at ingen overhovedet har anfægtet legens betydning for barnet. Børn skal naturligvis lege! Spørgsmålet er, om det, at legen dæmpes et par timer om dagen til fordel for den ligeledes nyttige indlæringsproces af traditionelle færdigheder på det tidspunkt, hvor børnene er allermest motiverede, bør berettige Halse til den påstand, at der hermed siges farvel til legen. Alt, hvad Halse siger om legens betydning, formoder jeg er rigtigt. Men det hindrer vel ikke, at der ved siden af kan foregå en indlæring af færdigheder, der har mindst lige så stor betydning for barnet som legen. Det er ved at se bort herfra, at den samordnede indskoling viser sin skadevirkning.

Vagn Madsen

Brønderslev