Pensionister må selv tage referat

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Nu vil jeg bede jer om ikke at grine', lød det fra Else Johansen. 'Når vi har samlet de ti kongresdelegerede fra pensionistfraktionen, så skiftes vi to hovedstyrelsesmedlemmer til at være ordstyrer, og så er der én, der skal være referent. Og så lyder det altså: 'jeg hører så dårligt på højre øre' eller 'koncentrationsevnen er ikke, hvad den har været'. Der er ikke noget i vejen med vores sunde fornuft, men vi kunne altså godt bruge en sekretariatsmedarbejder til at tage referat de fire gange om året, vi mødes'.

Der var stor forståelse rundt om bordet i hovedstyrelsen, men Anni Herfort fremhævede, at DLF over de seneste år har givet fraktion 4 væsentligt bedre vilkår ved at sørge for mødested, indkaldelse, udsendelse af referatet og andet, og hun havde samtidig svært ved at forestille sig, hvordan en udefrakommende skulle kunne tage et referat af en politisk diskussion på et møde, hvor der normalt ikke tages beslutninger.

Per Sand Pedersen mente nok, der kunne afsættes en person til den opgave, når der sidder adskillige ansatte og lytter på hovedstyrelses- og kredsformandsmøder. Spørgsmålet kom til afstemning og fik ti stemmer for og 15 imod så pensionisterne må fortsætte med selv at tage referat.