Indkaldelse til ekstraordinær kongres! Krudtrøgen efter urafstemningsresultatet har knap lagt sig, og de Århus-baserede foreningsaktivister indkalder til stormøde, dramatisk må man sige. Gik demokratiske Danmark i graven, da et DLF-nej blev forvandlet til et ja, fordi sammenkædningsregler tillod forligskvinden at foretage en fælles afstemning på KTO-området (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte). Kunne dette kompleks ikke stille og roligt være diskuteret i alle led frem for at stable det store kongresapparat på benene? Sammenkædningsreglerne var der jo før urafstemningen og ville have været tilfredsstillende, hvis resultatet var blevet et nej. Man kan sige, at det ikke lykkedes DLF-forhandlerne at formidle et budskab til hele KTO-området om livsvigtigheden for lærerne med hensyn til løndannelsen på undervisningsområdet. Havde Ny Løn virkelig været et oversynligt misfoster, som lærerne kunne pege på, burde det være muligt at skabe et solidarisk udtryk i den offentlige sektor. Hvis der virkelig kunne afsløres en undertrykkelsesmekanisme for underviserne og andre grupper, så tror jeg meget på, at man har naturlig fælles interesse i fælles kampformer i forhold til arbejdsgiverne. Ny forhastet, ophidset kongresbeslutning om at forlade KTO-området bør snarere afløses af bestræbelser på at lade samarbejdet få nye fremtrædelsesformer, der sikrer virkeligt vitale interesser bedre. Ekstraordinær kongres må forsøge at kvalificere debatten og ikke nøjes med rituelle formandsbodsøvelser, der bare vil stimulere lærernes begyndende underlegenhedsfølelse. Tråden er allerede taget op af formanden for Vestsjællands Lærerkreds Reinhard Werner, som i Folkeskolennummer 19 opfordrer til fordomsfrit at diskutere, 'hvilke magtmidler vi s-om fagforeninger egentlig råder over'.

Kredsformanden tager udgangspunkt i en traditionel klassekampmodel og afgør med sig selv, at strejkevåbnet kun er anvendeligt på det privatkapitalistiske marked, hvor arbejderen skaber merværdi, som tilfalder ejeren af produktionsmidlerne. Derfor også tab på arbejdsgiverside, mens den offentligt ansattes arbejdsgiver tjener på arbejdsnedlæggelsen, så strejkevåbnet dur følgelig ikke her. Nu er det også i virksomhedsejeres interesse, at købekraften i hele det offentlige område er stor, forholdsmæssigheden er til stede. Derfor tror jeg stadig på det ultimative fælles strejkevåben, hvis demokratiet har brug for en håndsrækning.

Torben Thomsen

Aars