Ny portal for børn og kultur

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Næsten præcis samtidig med at regeringen for kort tid siden meddelte, at den overvejer at nedlægge Kulturrådet for Børn, og formanden for rådet, erhvervsmanden Lars Kolind, gik i protest, åbnede rådet en helt ny netportal om børn og kultur, som rådet ubeskedent kalder 'vel nok verdens største, samlede netkatalog over børnekultur'. Der er virkelig tale om en enestående samling af henvisninger til den mangfoldighed af aktiviteter, som i dag udgør dansk børnekultur. Portalen viser vej til det hele: Fonde, lovgivning, uddannelser, forskning, konsulenter, kunstnere, faglige foreninger, aktuelle arrangementer, igangværende projekter og meget, meget mere. Det sker oven i købet på en flot og overskuelig facon, hvor man uden større problemer finder det, man søger efter.

Den nye portal lader ikke nogen tvivl tilbage om, at dansk børnekultur er i rivende udvikling. En del af æren herfor kan man roligt tilskrive det børnekulturelle arbejde, der gennem de sidste 25 år har været udført af Kulturministeriet blandt andet i et tæt samarbejde med børnekulturens mange ildsjæle. Kulturrådet for Børn har under skiftende navne gennem en længere årrække været med til at synliggøre børnekultur som et værdifuldt og ligeværdigt kulturområde, og portalen er endnu et stort skridt i den retning, særligt fordi portalen lægger vægt på, at den står åben for input fra brugerne, der her kan præsentere projekter, arrangementer, udgivelser og så videre. Det eneste, man savner, er, at brugerne får bedre muligheder for at bidrage med spontane kommentarer og diskussioner. Det kan der være god grund til (se andet sted på siden). Bag portalen står ud over Kulturrådet i øvrigt også Sekretariatet for Børnekulturforskning.www.boernogkultur.dk

www.sebnet.dk