Hvis FTF er svaret

hvad er spørgsmålet?

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan kan FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd) blive en mere handlekraftig hovedorganisation, lød spørgsmålet, da hovedstyrelsen havde temadebat.

Det fik Niels Christian Sauer til i slutningen af mange ord at mindes en grafitti: 'Jesus er svaret - hvad var spørgsmålet?'

'Hvis FTF er svaret, hvad er så problemet? FTF må ud af busken og demonstrere sin eksistensberettigelse - selv om jeg må indrømme, at jeg må kæmpe for at holde koncentrationen, når det handler om FTF. Det er ikke sandt, at den, der lever stille, lever godt - ikke i fagbevægelsen. Det er ikke pengene værd!', sagde han.

Men undervejs kom der mange konkrete eksempler på områder, hvor FTF laver et godt og brugbart stykke arbejde: Arbejdsmiljø, det internationale arbejde og aktuelt i spørgsmålet om deltidslovgivning.

Men der blev efterlyst en meget mere slagkraftig politisk ledelse.

'Hvis vi ønsker, at FTF skal være synlig, må ledelsen blive valgt mere politisk - og være meget mere politisk offensiv', mente Anders Bondo Christensen.

Men Anni Herfort erkendte, at man ofte i forretningsudvalget i FTF ikke kunne blive enige om, hvad der skal være politikken på emner som for eksempel brugerbetaling. Men hun mente, at FTF godt kan gå meget mere ind i overordnede politiske emner.

'De store organisationer giver ikke FTF meget politisk råderum. Vil vi selv afgive nogen suverænitet?', spurgte hun.

Hovedstyrelsen var i hvert fald enige om, at flere penge skal FTF ikke have. Skal servicen udbygges for de små organisationer, skal det ske ved hjælp af brugerbetaling.

Meget af debatten i øvrigt handlede om, hvorvidt det regionale FTF er nødvendigt, eller om det kan erstattes af noget andet - eller helt nedlægges. Men da det var en temadebat, skulle der ikke vedtages noget forslag.