Børn kårer årets bog

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forlaget Carlsen har uddelt årets Fortællefantorden til sæsonens bedste billedbog og bedste børneroman. Dommerjuryen bestod af elever i alderen 6-12 år fra Værebro Skole og Søndergårds Skole. Forlaget ville gerne høre vurderingen fra sit publikum - børnene.

Årets bedste billedbog blev 'Wilhelm får en fridag' af Kåre Gade og Charlotte Padi. En historie om et forældrepars forsøg på at få deres søn Wilhelm til at forstå, at det er godt, at der er forskel på børn og voksne. Det betyder blandt andet, at drengen en morgen vågner op ved, at far og mor hopper rundt i hans seng, mens de råber og griner højt.

Romanprisen gav børnene til 'Mesterbogen på afveje' af Peter Gotthardt og Peder Bundgaard. En historie om, hvilke problemer og misforståelser der kan opstå, når to forskellige verdener mødes. Her møder læseren drengen Mikkel, der selv møder pigen Jordbær. Hun har åbnet en port fra sin egen verden til Mikkels. Endelig sker der noget spændende, men hurtigt alt for meget - for Jordbær er ikke den eneste, der kommer igennem porten.

Begge bøger kan købes hos Carlsens Forlag og koster henholdsvis 198 kroner og 98 kroner.