Bevar os vel

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I denne tid med skolens afgangsprøver,

går man som skolelærer rundt og øver

sig på sin sexappeal og stil og charme

og gæstfrihed og smil og hjertevarme.

Eleverne skal prøves, disse stakler,

og når de ud af prøverummet vakler,

så sidder man med censor og det hele.

'Hvad skal eleven ha?' Ku' han de dele,

som han ska' kunne? Censor får lidt kaffe.

Her gælder alle kneb, for man skal skaffe

den bedste karakter. 'Må jeg behage

Dem, kære censor, med et stykke kage?'

Og censor spiser lidt. Der er helt stille.

Hvorledes kan man censoren formilde?

'Hvad med en lille cognac? Den er bare

gevaldig god - men vi kan også klare

en kølig bajer, hvis du bare hæver

hans karakter!' Man ryster og man bæver.

Og censor tænker, rynker lige brynet.

Ens nerver flosses dermed over synet.

'Hvad med en god cigar?' Det overvejes

igen, hvorledes censor dog kan plejes.

For som I sikkert alle nok har gættet,

går tankerne konstant til internettet,

hvor skolens gennemsnit skal konkurrere

med andre skolers afgangskarakterer.

Og heldigvis så rettede de svage

elever sig skam efter, hvad jeg sagde:

'Lad vær' at gå til prøve. Få den kvittet!'

De ville nemlig sænke gennemsnittet.

Og prøvens sværhedsgrad er ikke større,

end det i al fald bør ku' la' sig gøre

for mindst tre-fire stykker at få ell've.

Hver lærer, skole og elev må skælve.

Man delta'r nemlig i en konkurrence,

hvor virk'ligheden ikke har en chance.

Fru Fischer

Powered by Labrador CMS