Jeg var ved at blive overhalet indenom. Ugebrevet Mandag Morgen barslede med en artikel, der gav genlyd i den samlede presse. De forsøgte at gå ind på mit emne - opdragelse eller mangel på samme - men uden held. Jeg har nemlig alligevel valgt at skrive om det, da det netop nu optager mig meget på tanke- og tidsplan. Mit indlæg må så være et bidrag til debatten - med udgangspunkt i det, jeg ser og oplever i min hverdag som skoleleder.

Hovedpersonerne er de elever - og deres forældre - der fylder meget i en skoles - og dermed i en skoleleders - liv. Det er de børn, vi i dag kalder AKT-børn (børn med adfærds-, kontakt- og trivselsproblemer). Det er de børn, der gør lærerne gråhårede før tiden, som sætter klassekammeraternes og deres forældres tolerance på prøve, som skaber beskæftigelse til en voksende PPR-afdeling (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og til sagsbehandlerkorpset, som skaber hovedrysten blandt politikere (de er dyre) og travlhed på mit kontor.

Som skoleleder indkalder jeg hver måned til møder med forældre, lærere, pædagoger, psykologer, sundhedsplejerske og sagsbehandlere. En del af disse møder kalder vi bekymringsmøder og er tænkt forebyggende, mens andre er orienterings-, reparations- og foranstaltningsmøder. Det er der ikke noget nyt, unaturligt eller mærkeligt i. Det, der bekymrer mig, er mængden, og hvad det betyder for skolen.

Jeg kan bedre stille spørgsmålene end give svarene. Jeg problematiserer ud fra konkrete oplevelser, jeg har haft i dette forår på en forholdsvis lille skole i et bysamfund på landet.

Hvorfor har det været nødvendigt i slutningen af 9. klasse at sende et par drenge i praktik? Hvorfor vil de alligevel til afgangsprøve? Hvorfor er det så svært at skabe forståelse for nødvendigheden af at lære - selv i 9. klasse? Hvorfor skal alt være lystbetonet? Hvorfor må det aldrig 'gøre ondt' eller være lidt kedeligt? Hvorfor blev en lærer, der blot gjorde sit arbejde og stillede rimelige krav til en elev, slået? Hvorfor overtrådte adskillige af vore elever på en udvekslingsrejse de retningslinjer, der var udstukket? Hvorfor kunne nogle af forældrene til de børn, der havde skejet mest ud, ikke acceptere, at det måtte medføre nogle repressalier? Hvorfor kan vi konstatere, at næsten halvdelen af eleverne i en klasse (ren dansk) - på trods af en ihærdig indsats - har problemer med det sociale samvær, og at det i flere tilfælde ikke er muligt at opnå hjemmets støtte til en fælles indsats? Hvor er balancepunktet i konflikten mellem det enkelte individs mulighed for udfoldelse (adfærd) og hensynet til fællesskabet?

Sammenstødet mellem forskellige normer og værdier er en stor udfordring for skolen i dens bestræbelser på at skabe et udviklende læringsmiljø.

Det er alarmerende, at vi til almindelig specialundervisning i det kommende skoleår kun får 25 lektioner per uge, når behovet er opgjort til 44. Forklaringen er, at tildelingen er resursebestemt, og at der er et voksende antal elever, der kræver et dyrt specialtilbud. Sidste år oprettedes i kommunen flere nye specialklasser. De er nu fyldt op, og ventelisterne vokser. Hvorfor er der et voksende pres på specialklasserne? Er der flere børn med særlige behov, eller er normalitetsbegrebet blevet indsnævret?

Alle disse forhold har stor betydning i den hverdag, som vi står i i skolen. Det slider på personalet at skulle agere under disse forhold. At man som lærer skal opdrage, er ikke noget, der diskuteres mere, men at man oplever sig selv mere som socialpædagog end som lærer, er alarmerende og kan få vidtrækkende konsekvenser for rekruttering og fastholdelse af arbejdskraft og for elevernes læring.

Jeg synes, at vi mangler forklaringer, og vi mangler værktøj. Har samfundet defineret det rigtige barneliv i et forbrugsorienteret, materielt vækstsamfund? Mangler vi fællesværdier, kurs og retning? Der er en vis disharmoni mellem samfund og skole, men hvordan ser den realistiske, rigtige skole ud? Kan vi undervisningsdifferentiere os ud af et samfundsproblem?

Hvis der er sammenhængende forskning på området (skole/samfund/opdragelse), så lad os få en forståelig rapport og en vejledning, og findes den ikke, må det være så meningsfyldt, at den kan iværksættes.