Et kig ind i en anden skoleverden
I Kristi himmelfartsdagene er der mulighed for et kig ind i en anden skoleverden end folkeskolens, når Rudolf Steiner Skolerne i Danmark fejrer deres 50-års-jubilæum med en arbejdende udstilling i Øksnehallen lige ved Hovedbanegården i København.
Den østrigske filosof Rudolf Steiner grundlagde antroposofien, en verdensanskuelse, som også blev udgangspunkt for en ny pædagogik, da han åbnede en skole i 1919 på Waldorf-Astoria-fabrikken i Stuttgart. I dag findes omkring 500 Steiner-skoler i verden. Eleverne går 12 år i skole, og ideen er, at undervisningen tager udgangspunkt i barnets menneskelige behov. Kreative og praktiske aktiviteter spiller en stor rolle i den daglige undervisning.
Den første danske skole, Vidar Skolen, åbnede i 1950 i Gentofte, og den er anledning til udstillingen i Øknehallen. Der bliver vist elevarbejder og elevoptræden. Der vil være musikfestival, debatter, rundvisninger, og der er arbejdende værksteder, lege og lærerrum, hvor man kan få et glimt af undervisningen på en Steiner-skole. Udstillingen er åben fra den 31. maj til den 4. juni.