Ordet solidaritet er håbløst umoderne. Mig-generationens himmelstormere vender fagforeningerne ryggen, og de unge foretrækker individuelle lønforhandlinger frem for kollektive overenskomster. Sådan lyder meldingerne igen og igen, og uanset hvor unuanceret billedet er, så må tendenserne tages alvorligt.

De nyeste streger på fremtidsbilledet bliver tegnet af en undersøgelse, som analysevirksomheden Zapera.com har gennemført. Et af spørgsmålene til de 18-27-årige deltagere lød: 'Hvor vil du helst arbejde?', og svartallene taler tydeligt: Otte ud af ti (77,1 procent) foretrækker at arbejde, hvor løn, arbejdstid og efteruddannelse forhandles individuelt og afhænger af den enkeltes resultater. Ikke engang hver fjerde (22,9 procent) af de spurgte foretrækker at arbejde et sted, hvor løn, fast arbejdstid og efteruddannelse sikres gennem en overenskomst, som ikke giver mulighed for individuel forhandling.

Men inden svarene fra de 700 deltagere gøres til det fulde og sande billede, er det vigtigt at spise brød til. Zapera.com er, som navnet viser, et firma på Nettet. Svarene er altså fundet blandt personer, der har en e-mail-adresse - med den skævhed, det måtte give. At deltagerne også præmieres med point til køb af 'mange attraktive produkter' og 'en række spændende mærkevarer' i firmaets egen Internetbutik øger heller ikke tilliden til svartallenes validitet og signifikans.

Men med de forbehold er det interessant, at de fem værdier, som svarpersonerne lægger mest vægt på, er 'mulighed for personlig udfoldelse', 'arbejdspladsens kultur og atmosfære', 'lønnen', 'selvstændigt arbejde' og 'mulighed for forfremmelse'. Det giver en del positive elementer at arbejde med - både for fagforeninger og for arbejdsgivere.

Dertil kommer en god nyhed fra seminarierne. Folkeskolen kunne i sidste uge fortælle, at medlem nummer 10.000 har meldt sig ind i Lærerstuderendes Landskreds, LL - og dermed altså også i Danmarks Lærerforening.

Da de lærerstuderende for ti år siden kom med i DLF, havde LL 500-600 medlemmer, og tallet stiger hvert år, så man altså i dag organiserer næsten 70 procent af de studerende på seminarierne. Der er altså grund til at glæde sig - i hvert fald et øjeblik. Men DLF's hovedstyrelse og kredsstyrelser bør ikke juble ret længe - og slet ikke hovere. For mig-generationens ultimative test af både Internetportaler, arbejdsgivertilbud og fagforening lyder: Er det nødvendigt? Kan jeg bruge dem til noget?

Hvis svaret er nej eller nølende, så klikker man bare væk.

Derfor - og af en række andre lige så vægtige grunde - må DLF's repræsentanter og politikere løbende vurdere, hvad organisationen har at tilbyde - også efter at den lærerstuderende har afleveret sin indmeldelsesblanket.

I ethvert samarbejde og enhver kommunikation må opgaven være, at deltagerne på en gang oplever at blive betragtet som et selvstændigt individ, der respekteres, og følelsen af at være en del af et fællesskab. De værdier skal kunne mærkes både undervejs i studiet og i det daglige arbejde. Det er dér, organisationen vinder eller taber i medlemmernes - og de potentielle medlemmers - oplevelser, opfattelser og beslutninger.

Det er vigtigt, at en organisation holder fast ved det principielle. Men man må ikke glemme, at der samtidig skal kunne foretages kursændringer for at nå målet. Det er i den vekselvirkning, en moderne fagforening skal vise sin berettigelse - over for den enkelte og i forsvar for og fornyelse af det fælles. Det er kun i en ægte vekselvirkning mellem forskel og identitet - mellem selvstændighed og fællesskab - at kommunikationen med medlemmerne lykkes.-th

Læs side 26

Medlemmet

skal opleve både at blive betragtet som et selvstændigt individ, der respekteres, og følelsen af at være en del af

et fællesskab