Det er pompøst og monumentalt, når Evan Jensen - Kommunernes Landsforening (KL) - optræder i fuldt ornat. (I Politiken den 24. april - om folkeskolen). Men også noget anakronistisk. Selv gennem et dagblads ydmyge debatspalter er det, som henvender han sig til en tusindtallig forsamling - under åben himmel! Der mangler kun de smældende flag og afsyngelse af 'Du danske mand af al din magt'.

Indlægget er holdt i en alfaderlig Stauningstil. Der siges alt det, der skal siges ved en sådan lejlighed - og intet konkret! Det politiske paradoks! Men den opmærksomme læser vil bemærke, at der bag den tilforladelige facade også gemmer sig noget gangsteragtigt!

Her tales til tilskueren - vælgeren. Som skal overbevises om, at den parforcejagt, der pågår med lærerne som jagtobjekt, er retfærdig og nødvendig for at forny folkeskolen.

Men selvom der er flere harer end ulve blandt de jagede, har man før hørt om byttedyr, der kæmper heroisk i trængte situationer og derved givet jagten en overraskende slutning!

Det må forbavse, hvor få gange lærerne er nævnt i indlægget - og da nærmest forbigående.

Fatter han ikke, at når han lader lærerne figurere som en ressource - sideordnet med kridt, bygninger og pc'er - reducerer han dem dermed til døde hjælpemidler, der kan programmeres efter behag. Som der kan avanceres eller viges på, efter hvordan de økonomiske og ideologiske konjunkturer stiller sig. Eller mener han, at den anvendte arrogance er en unik form for motivation?

Fatter han ikke, at lærerne er mere end tal i KL-regnedrengenes kalkuler? At lærerne er folkeskolens levende fundament, som bl.a. er pålagt en opdrageropgave af gigantisk omfang, der fordrer et personligt overskud og engagement, der ikke lader sig optælle hverken i Ø-, F- eller U-tid?

Fatter han ikke, at den mistænkeliggørelse og intimidering af lærerne, der har fundet sted, siden Kommunernes Landsforening blev arbejdsgiver, er demoraliserende og dræbende for ægte udvikling - for lyst og vilje til at yde en indsats. Og at mange lærere - mig selv inklusive - er dødtrætte af KL-jagthundenes dårlige ånde i nakken?

Fatter han ikke, at han og hans 'folkeskoleeksperter' i KL-klanen gang på gang afslører en imponerende mangel på viden om lærernes psykiske, fysiske og pædagogiske arbejdsvilkår? Om stress, nedslidning og sammenbrud. Og at man med den nuværende kurs lægger gift for en velfungerende folkeskole og et nødvendigt samarbejde med Kommunernes Landsforening?

Fatter han ikke, at han med sin stupide fremtræden gør sig selv til et af disse utallige 'ekkoer' af det teknokratiske magtsprog, hvem en inflatorisk politisk udvikling har skyllet op på en betydningsfuld politisk post?

Niels Christian Christensen

Hjørring