I Folkeskolen nummer 15/16 redegør Jørgen Pagh Andersen, der er medlem af det faglige pensionistudvalg i København, for vores forbavselse over, at den svenske 'sag' trods dens monumentale vigtighed (pension er opsparet løn for tidligere udført arbejde og kan derfor ikke røres) var ganske ukendt for vore ledere. Dette til trods for, at den målt med en økonomisk målestok er på vej til at runde milliarden alene for lærerpensionisternes vedkommende.

Men spændende bliver det nu, hvordan DLF's jurister, som den fantastiske sag nu er forelagt, vil gribe den an.

Spørgsmålet for dem er vel, hvilken retssal vi skal starte i, og hvordan vi får mobiliseret alle de kræfter, den samlede pensionistbestand repræsenterer.

Jeg har ikke selv mulighed for at satse 70.000 kroner, som sagsomkostningerne udgjorde for herr Öhrn i Sverige, da han anlagde sag mod den svenske stat.

Men vi har jo også nogle fede konfliktfonde, som vi pensionister - af alle - har fyldt med kapital gennem mange, mange år. Var det ikke ret og rimeligt, at disse fonde satsede et par millioner eller fem på denne sag? I den sidste ende, når domstolene har givet os medhold, kommer vores modpart jo til at betale gildet!

Vi i Københavns Lærerforenings pensionistafdelings faglige udvalg har i hvert fald den opfattelse, at da det er et solidt trumfkort, vi sidder inde med, bør vi sætte fuld kraft på indsatsen. Jo før, jo bedre.

Vi pensionister har efterhånden mange aktuelle sager på dagsordenen: Foruden 'den svenske tornado' har vi lønformudvalget, der bag lukkede døre, uden at der er pensionister i flokken, i ro og mag kan ændre pensionisternes fremtid, vi har opstilling af rimelige overenskomstkrav til næste runde, ja, og vi har jo medlemsundersøgelsen, som kan dokumentere pensionisternes holdning til det faglige.

Lad nu ikke 'den svenske forbindelse' afvente Øresundsbroens færdiggørelse.

Finn Andersen

Herlev