»Lige pludselig var det sjovere at lave lektier, og man blev hurtigere til det, fordi man var glad indeni«.

Så klart svarede en genert pige fra 2. klasse på spørgsmålet, om der var forskel på at være i klassen før og efter det trivsels- og teaterprojekt, som eleverne havde deltaget i. Hun fortalte også, at hun havde fået en ny ven efter projektet. En pige fra 1. klasse. »Der er mere glæde. For nu har man prøvet noget sjovt i skolen«, sagde en anden pige fra 2. klasse.

En dreng fra 3. klasse fortalte stille, at der var tre drenge, der spurgte, om de skulle være venner, efter at de havde set ham optræde. »Det er vi nu. Jeg føler mig lykkelig«.

Der var store ord fremme hos nogle af eleverne, mens andre bare havde haft det sjovt med at spille teater, da skuespiller Lisbet Djernæs kom for at høre deres mening, halvanden måned efter at trivsels- og teaterprojektet havde fundet sted på Ellebjerg Skole i Københavns sydhavnskvarter.

Hele indskolingen arbejdede i en uge med tre projekter og tre kunstnere. En gruppe byggede en kunstinstallation, andre arbejdede med en danseopvisning, og så var der teatergruppen. Målet var godt nok opvisninger for de andre i indskolingen, men hele ideen bag var at skabe mere trivsel og venskaber på tværs.

Ellebjerg Skole har hvert år en samtænkningsuge, hvor skole og de fem fritidshjem arbejder sammen.

Det nonverbale sprog

Souschef på fritidshjemmet Franziska Rothenborg tænkte på teater, da de talte om at arbejde med de sociale kompetencer. Det er et område, de gør meget ud af.

»Vi arbejder med 'Trin for Trin', men det kræver, at eleverne er verbalt dygtige for at kunne bruge det ordentligt. Derfor har vi talt om at kommunikere på andre måder«, siger hun.

Lærer Annette Toksvig supplerer: »Normalt bruger vi sproget, men vi talte om, at dette kunne åbne op for kroppen og det nonverbale. Mange af vores elever er meget sprogfattige«.

De fortæller, at de har en del elever fra socialgruppe fem, og at de ønskede, at eleverne skulle få nogle andre oplevelser end at besøge shoppingcentret Fisketorvet, der ligger i kvarteret.

»Vi ønskede, at de skulle kunne danse mavedans eller være en god trold i teaterstykket og dermed få noget selvværd«, siger Franziska Rothenborg.

De søgte midler hos en fond i bydelen og fik på den måde lidt flere penge. De ringede til Jytte Abildstrøms teater og fik anbefalet skuespiller Lisbet Djernæs, der har arbejdet med børneteater og børn i mange år.

Elvira reddes fra uhyret

Teaterstykket var et eventyr, som skuespilleren digtede. Med et femhovedet uhyre og Elvira, der er taget til fange.

Efter at have talt med lærere og pædagoger besluttede hun, at fortællingen skulle foregå i flere lande. Dem, der skal redde Elvira, rejser rundt og skal løse forskellige opgaver for at bekæmpe uhyret. Hvis de hjælper tre folkeslag i nød, får de tre magiske gaver og kan så befri Elvira.

Først fortalte Lisbet Djernæs eventyret som fortælleteater for alle medvirkende. Derefter blev de delt op i grupper. Lærere og pædagoger var instruktører og blev guidet af skuespilleren, der havde overblikket.

Teaterstykket fører blandt andet de medvirkende ned under havet til Oceanien og til et arabisk kamelmarked. Nogle af børnene havde kostumer til mavedans med hjemmefra. Andre kostumer og kulisser blev produceret af eleverne. Flere af skolens arabisktalende børn var købmænd, der holdt salgstaler i deres markedsboder.

»Vi havde besluttet, at vi skulle have professionelle kunstnere involveret, så det ikke blev det sædvanlige papmaché, vi lavede«, siger Franziska Rothenborg.

»Det betød også, at vi selv fik meget ud af det. Der blev fyldt nyt på os«.

Annette Toksvig siger, at det betød meget, at der kom én udefra, som tænkte anderledes.

»Det var godt at få brudt lærer/pædagog-tankerne. Lisbet havde ikke de begrænsninger, vi har. Hun kendte ikke elevgruppen, men hun sagde, at det kunne lade sig gøre. Vi nåede det hele meget bedre, end jeg havde regnet med, og det var vildt vellykket - både forestillingen og hele processen«, fortæller hun.

Elever lærte at slappe af

Første dag i teaterugen gik med drama­øvelser i grupper. Eleverne skulle prøve forskellige måde at overdrive på, udtrykke følelser og slappe af. Lærere og pædagoger var blevet trænet i øvelserne og arbejdede med eleverne.

»Vi oplever tit, at eleverne har svært ved at slappe af. Men sidste dag i samtænkningsugen var der 70 børn, der lå stille og slappede af sammen«, siger Franziska Rothenborg.

Selv de større af drengene fra 2. og 3. klasse, som havde en attitude, der sagde: »Hva' så, hvad skal vi gøre det her for«, de kom med.

»Det lykkedes efterhånden at få eleverne til at trække vejret helt ned i maven. Og jeg tror faktisk, at de nød det«, siger Annette Toksvig.

»Vi havde en dreng, der tydeligt viste, at han syntes, det var noget pjat. Jeg talte med ham, og det viste sig, at han var bekymret for, at de ældre elever skulle se ham i teaterstykket. Han mente, at han ville miste prestige. Da han hørte, at stykket kun skulle vises for indskolingen, så var han med«, fortæller Franziska Rothenborg.

De mener, at forløbet gav meget med hensyn til trivsel, omgangsformer og samarbejde. Teaterformen er konkret og anderledes. Man er afhængig af hinanden. For eksempel dur det jo ikke, hvis monstret pludselig er væk, når det skal på scenen.