Den, man rører, mobber man ikke

Skuespiller Lisbet Djernæs mener, at trivsels­problemer i skolen er et samfundsproblem. Hun ønsker at møde undervisningsministeren og fortælle ham om sit arbejde

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Målet er at skabe større trivsel i skolen og hjælpe børnene, så de bedre kan undervises«, siger skuespiller Lisbet Djernæs, der stod for trivsels-teaterprojektet på Ellebjerg Skole i Københavns sydhavnskvarter.

»Jo bedre eleverne behandler hinanden, jo bedre kan de lære, og jo sjovere har de det i skolen«.

Hun fortæller om en pige i 3. klasse, der ikke kunne læse op. Pigen var med i teaterstykket. Her fik hun sin rolle, sit manuskript og en mikrofon. Pigen gik rundt og øvede sig med manuskriptet i hånden og fik lært sin rolle.

»Pludselig kunne hun se en mening med at læse«, siger Lisbet Djernæs.

Det handler om, at børnene møder nye sider af sig selv og oplever at turde bruge deres kroppe, deres stemmer og hinanden. Hendes tese er, at den, man rører, mobber man ikke.

»Det er tankevækkende, men der er mange børn, der ikke trækker vejret ned i maven, ikke tør se andre i øjnene eller røre ved hinanden. Der er så meget, de skal passe på. Stress og angst. De har skabt sig for mange helgarderinger. Derfor skal de lære at udvide deres egne grænser. At turde overdrive, turde forstørre sig selv. De skal opleve, at dét, de kan, kan bruges til noget. De har evner, der kan glæde både dem selv og andre«, siger Lisbet Djernæs.

Hun forklarer, at børnene har brug for målet - forestillingen, som de arbejder imod. Samtidig lærer de om omgangsformer på en sjov og ikke belærende måde.

»Det er så råt, det, der foregår i skolegården mellem eleverne. Vi voksne kan ofte slet ikke forestille os det. Men det er med til at ødelægge børnenes selvværd, det stresser dem, og der skal gøres noget ved det«.

Når ét barn bliver drillet, tænker de andre: »Hvornår bliver det min tur«. Lisbet Djernæs ser trivselsproblemerne i skolen som et samfundsmæssigt problem. Noget, der har betydning for os alle.

Ønsker møde med Haarder

Skuespilleren vil arbejde videre med trivselsprojekter. Hun har netop brugt sine erfaringer til et eksamensprojekt i diplomuddannelse i projektledelse, hvor hun også beskriver børns vilkår og undervisningsmiljø.

På sigt har hun planer om at etablere et samarbejde med en pædagogisk antropolog for at indsamle dokumentation, der kan bruges over for politikerne. Hun vil også prøve at få et møde med undervisningsminister Bertel Haarder og skoleborgmester i København Bo Asmus Kjeldgaard.

»Jeg tror ikke, at teater kan redde alt, men jeg tror, at det kan være en mulig vej til at skabe større trivsel i skolen. Det vil jeg gerne kunne måle via interview og en form for statistik, som kan samles i en rapport. Det optimale vil være, at sådan et projekt bliver kørt med samme gruppe af børn en gang om året i tre år, så det kan bundfælde sig«.

»Jeg ved godt, at skolernes økonomi er knap, men der er altså også tale om en prioritering. Jeg har hørt om en skole, der brugte 160.000 kroner på overvågningskameraer, fordi eleverne havde smadret inventar for 120.000 kroner. Det er da en underlig prioritering«, mener hun.

Lærere skal overraske

Lisbet Djernæs mener, at kunstnere også kan give lærerne noget. En ny vinkel.

»Vi skal passe på vores lærere. Der stilles store krav til dem, og de har ofte umenneskelige vilkår. Vi kunstnere kan måske give dem noget. Vi har et legende aspekt, og ved at få lyst til at bruge sanserne, kroppen og turde bruge sine følelser kan man skabe rum for bedre trivsel«.

Hun fortæller, at børnene bliver døve over for formaninger om at sidde stille og tie stille, og derfor har lærerne brug for andre redskaber.

»Det handler om at overraske for at skærpe opmærksomheden - uden at læreren skal stå og spille klovn. De må bare ikke køre fast i en rille, og det kan så let ske. Derfor er det godt at gøre noget andet end det, man plejer, eller at gøre noget andet sammen«.

Hun har flere gange arbejdet med trivsel i skoler, til konfirmationsforberedelse og andre steder, og hun har erfaring for, at metoden også kan bruges på steder, hvor der er massive trivselsproblemer.

»Jeg blev glad ved evalueringen her, da nogle af børnene fortalte, at de ikke var så generte mere, og at de nu har det bedre i maven, når de skal i skole«.

hl@dlf.org