Dansk, Læsning

Læsetilegnelsen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- ikke kun en sag for skolen

Af Kjeld Kjertmann

200 kroner, 256 sider

Alinea

Bogen er tænkt til forældre, lærere, pædagoger og studerende. Her vil den imidlertid blive anmeldt med 'lærerbriller'.

Den er skrevet i en let og diskuterende stil. Diskussionen er især rettet mod 'de toneangivende læseforskere', der 'holder liv i nødvendigheden af fonologisk opmærksomhedstræning og systematisk læseundervisning' (side 118). Det er bogens formål at argumentere for en omfattende reformering af denne grundantagelse, der kritiseres for at være gold og direkte besværlig for danske børn, der har en kompleks ortografi at tumle med. Afløseren hedder ordbilledmetode i sin ret rene form, masser af ordkort samt indkulturering, som i hovedtræk er at inddrage børn konstruktivt i skriftkulturen (det er især her, forældrene kommer ind i billedet).

Jeg føler mig ikke overbevist af den bærende argumentation for at bruge ordbilledmetode, nemlig at der skulle være en direkte forbindelse mellem det skrevne ord og den omverden, det refererer til. Heller ikke her i Kjertmanns bog. Ud over det synes jeg, det er lang tid siden, at man nærmest modarbejdede, at der hører lyde til bogstaver, som det er tilfældet i denne bog. Nu findes der masser af gode aktiviteter, der tager udgangspunkt i sproglyde uden at 'forbryde' sig mod børns ret til at lege og deres spirende læsefærdighed. Jeg føler mig heller ikke overbevist af anekdoter og eksempler på rigidt-pjattede argumentationer, som for eksempel på side 173, hvor der bruges plads på at nævne, at det må være frygteligt at hedde Frederik og skønt at hedde Alf, hvis man undervises efter en lydmetode.

Derimod er jeg overbevist om, at der er en masse ting, man kan gøre bedre for børns første læseerfaringer i Danmark. Men den løbende diskussion i denne bog er ikke skarp i argumentationen, snarere 'mudderkastende' og visse steder sarkastisk. Jeg synes, det gør bogen mindre relevant som et seriøst debatoplæg for lærere.

Mia Finnemann Schultz