Skolen fortoner sig mere og mere. I skrivende stund er det to år, fire måneder og fem dage siden, jeg gik ud ad skoleporten for sidste gang. Uden at se mig tilbage. Den første tid var den berusende følelse af frihed isprængt en vis forskrækkelse over stilheden, bortfaldet af de mange facetter fra det pulserende liv. Så gælder det om at tænke nyt, derfor er jeg et par gange om ugen at finde i byens fitnesscenter. Jeg ville have forsvoret det, milde Moses, det er jo slet ikke mig med mine uvisnelige minder om skolens pæne gymnastiksale med nysvabrede gulve, båndmusik på fuld tryk som opildnen til en stor flok svedende, lårsvingende tøser, der grinede og fjollede. Men nu her: maskiner, det kolde stål, alene ved en torturmaskine. Det hændte i begyndelsen, at jeg blev direkte bange for en maskine, som jeg ikke forstod at indstille og aktivere. Der stod jeg med min vandflaske og tænkte: »Lad mig komme væk herfra«. Men næste tanke var da gudskelov: »Jeg spøger ham der ...«, uanset om jeg fik øje på en fredsommelig gamling eller en yngling med grimme malerier på armene og ringe isat sære steder i ansigtet. Der var bingo hver gang: de kom og hjalp. »Det er så unaturligt«, sagde en lidelsesfælle, der sad og roede tappert ved siden af mig. Ja, vist er det man cykler og ror vel ikke i et lokale på tredje sal med muzak i baggrunden og tre tændte flimmerkasser under loftet. Jo, man gør. Og man bliver bidt af det, af velværet, humørløftet, øget muskelmasse, den gode samvittighed. Det er visselig sandt: motion er guld også for sjælen.

Mentalt fjerner man sig jo mere og mere fra skolen dog kan jeg stadig tirres af tåber i medierne, der udtaler sig til al folket om skolen, som de intet ved om. Som nu forleden hvor undervisningsministeren tonede frem, jo, da må jeg græmmes. Kunne man dog ikke snart finde et andet job til fruen? Stereotyp er hendes tale, og stor er hendes uvidenhed om skolens indre liv. I min avis læste jeg, at en vis Egelund nu slår til lyd for, at lærerne gerne må tage en elev fast og utvetydigt i armen, hvis det er nødvendigt, da lærerne skal vise, at det er dem, der bestemmer. Skal man le eller græde, det har vi da selvfølgelig altid gjort hvis nødvendigt, hvordan skulle vi ellers overleve. Tror han, vi er rene idioter? Vi var da heldigvis mange, der var gode til at vende det døve øre til såkaldte eksperters tågesnak.

Men det er klogere at koncentrere sig om tilværelsens lysere sider. Tænk, hvad der venter os lige om hjørnet. Det dejlige, langstrakte, danske forår. Længe har jeg fulgt fuglenes kamp for føden omkring solsikkedyngen uden for terrassedøren. Fuglene er vinterens blomster.

Og længe har jeg fulgt løgplanternes spydspidser bane sig vej op ad den frosne jord.

Count your blessings.