Hvordan kan det dog være, at der findes lærere i skolen, der, som påstået af cand.jur. Helle Rabøl Hansen i Folkeskolen nummer 9, kan bringe det over deres hjerter at sætte en elev uden for døren. Jeg gætter på, at samtlige lærere ved gennemlæsning af Rabøl Hansens »Bagsmæk« falder ind med en overstrømmende børneomsorgsfuld enighed med hende i, at sådanne sociale udstødningsprocesser aldrig må finde sted. Aldrig. Og så finder de sted alligevel. Rabøl Hansen har ret i sin omsorgsfulde vilje til at se verden ud fra det enkelte barns stade. Og alle lærere har jo læst et sted, at det bør de også gøre. Men miseren har altså ofte sin forståelige årsag i lærerens situation ude i de udelte klasser. Her skal læreren undervise en højst uensartet flok, hvoraf enkelte måske udpræget svage eller stærke konverterer deres flove afvigelser til sej forstyrrende adfærd, der ikke altid kan imødegås med gangbare pædagogiske midler midt i en undervisningssituation, hvis kvalitet lider under udskejelserne. Her må læreren erkende løgnen om bare at tage udgangspunkt i hver enkelt elev. Læreren må altså en gang imellem tage udgangspunkt i den undervisningsparate del af udelthedens uensartede konglomerat og dermed i nogen tid give denne oversete forsamling en chance ved at sætte det forstyrrende epicenter uden for døren. Men det kan Rabøl Hansen flot se bort fra i sin bekvemme afstand fra den klasserealisme, der altså somme tider viser en beklagelig uoverensstemmelse mellem virkeligheden og de ædle hensigter. Men vi græder gerne med hende i vor afmægtighed tilsat hendes harme i vor undertrykte og ildesete overbevisning om, at andet kan der ikke komme ud af udelthedens sammenrod.