Ifølge DLFs næstformand Stig Andersen (Folkeskolen nummer 10) bør udviklingen i retning af mere holddannelse stoppes, fordi der ikke foreligger dokumentation for, at børn lærer mere af holdundervisning end af klasseundervisning.

Det er forkert.

Der er dokumentation for, at vores traditionelle måde at drive skole på ikke virker godt nok i forhold til at bryde den negative sociale arv og i forhold til at lære børn at læse, skrive og regne. Det nytter ikke, at vi fortsat primært differentierer undervisningen ved hjælp af specialundervisning, når vi i mere end ti år har kunnet bruge holddannelse.

Der er dokumentation for, at holddannelse er en mere effektiv organiseringsform i forhold til at forøge (særligt de svage) børns udbytte af undervisningen.

Stig Andersen skriver endvidere, at KL ulovligt opfordrer kommunalbestyrelserne til at fastsætte holddannelsesprocenter til brug for resurseberegninger.

Det er forkert.

Undervisningsministeriet skriver »kommunalbestyrelsens tildeling af resurser til de enkelte skoler bygger på en række budgetforudsætninger. En af disse forudsætninger kan vedrøre omfanget af holddannelse«. Det er kommunalbestyrelsen, som fastlægger mål og rammer for undervisningen og træffer beslutning om rammer for klassedannelse, timetal, specialundervisning.

På den baggrund er det svært at se, at kommunalbestyrelsen ikke må lade holddannelse indgå i sine budgetfordelingsmodeller. Kommunalbestyrelsen skal naturligvis overlade et betydeligt råderum til den enkelte skole, men det forekommer underligt gammeldags, at DLF holder fast i at skærme folkeskolen fra, at de demokratisk valgte lokalpolitikere engagerer sig i indholdet i folkeskolen. Folkeskolen er efter min mening faktisk kommunalbestyrelsens fornemmeste ansvarsområde.

Svar

Det er bestemt positivt, at lokalpolitikerne engagerer sig i folkeskolen. Det har KL og DLF i fællesskab markeret med projekt »Læ­rere og kommuner i dialog«. Men fastlæggelse af mål og rammer er noget andet end almindelig undervisningsplanlægning. Det er eksempelvis lærerne/lærerteam­et, der under skolelederens ansvar afgør det konkrete omfang og indhold af holddannelse. Det fremgår af folkeskolelovgivningen. Og den skal kommunalbestyrelsen respektere.

Jeg afviser ikke holddannelse i mit indlæg, men understreger blot, at ifølge folkeskoleloven er klassen fortsat omdrejningspunktet i skolen. Det er her, elevernes daglige undervisning er forankret. Man efterlades ofte med det indtryk, at det ser KL helt bort fra.

Ministeriet fastslår i sin afklaring vedrørende holddannelse, at kommunalbestyrelsen tildeler re­surser til skolen, og at holddannelse kan indgå som parameter i beregningen. Det er alene en teknisk beregning. Økonomiske hensyn kan ikke være begrundelsen for en given holddannelse. Når KL i »økonomiske styringsredskaber« opfordrer kommunalbestyrelserne til at beslutte, »hvor stor en del af undervisningen der skal anvendes til holddannelse«, er KL derfor i modstrid med de intentioner, der klart er angivet i loven. Den enkelte skole skal have reelt råderum til at fastsætte principper for undervisningens organisering, herunder holddannelse. I DLF forstår vi ikke, at KL på den måde fra centralt hold forsøger en ensretning af den pædagogiske udvikling.

DLF medvirker gerne til en afklaring af, hvordan skolen kan være med til at bryde den sociale arv. Men det er uden holdbar dokumentation, hvis Jonatan Schloss vil fastholde, at holddannelse i sig selv løser problemet. En reel afklaring forudsætter en udviklingsproces, hvor der ikke på forhånd er et facit, der angiver, at kun én bestemt undervisningsorganisering kan anvendes, og så forudsætter jeg naturligvis, at gældende lovgivning respekteres.

Stig Andersen, næstformand for Danmarks Lærerforening