Uddannelses-, erhvervs- og arbejds-markedsorientering

Hvad kan jeg blive 2003

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Redaktør Pernille Neergaard-Dibbern

992 sider plus cd-rom, 369 kroner

Politikens Forlag

En OECD-rapport om vejledningen i Danmark bemærkede, at der bør lægges mere vægt på egentlig erhvervsvejledning, altså hvilket job og arbejdsområde den vejledningssøgende retter sig mod. I grundskolen er det ofte uddannelsesvalget, der er i fokus. Altså hvilken uddannelsesretning skal eleven vælge efter 9. klasse. Politikens klassiker på vejledningsområdet kan koble disse to tankebaner sammen.

Værket er en opslagsbog, hvor der er lagt vægt på først at beskrive arbejdsområdet, og dernæst hvilken uddannelse der kan føre frem til jobbet. I alt er der over tusinde opslag om job og uddannelse. Der tilstræbes en høj grad af aktualitet, og nogle opslag er endog meget specifikke. Et superaktuelt opslag er jobbet som metrosteward/-stewardesse i Københavns Metro. Det er der næppe mange, der planlægger uddannelsesvalg efter. På trods af den tilstræbte aktualitet mangler en anden nyhed, nemlig meritlærer i folkeskolen. Den er der vist endda mange, der er interesseret i. Ellers er værket en skønsom blanding af opslag, der kan pirre drømmene, såsom professionel fodboldspiller og privatdetektiv over mere nøgterne områder som toiletforpagter og S-togs-revisor. Sidstnævnte er en eufemistisk betegnelse for kontrollør og bødeudskriver. Ud over egentlige jobopslag er der gode råd om det at træffe valg og starte på noget nyt. Man kan slå op på 'Find et sted at bo' og blive henvist til en artikel om 'Gode råd om studieforløbet'. Disse bredere artikler er samlet sidst i værket, og de handler om at flytte, at søge job, at læse i udlandet, om det første job og lønninger. I opslagene benyttes der flittigt relevante krydshenvisninger, så man føres vidt omkring. Herudover er der faktaoplysninger om det danske uddannelsessystem, om adgangsbestemmelser, om statens uddannelsesstøtte for både unge og voksne og om specialpædagogisk støtte på uddannelserne. Der er stof for både vejledningssøgende og vejleder. Hele bogens indhold medfølger på en cd-rom. Denne indeholder ud over bogens tekst også en række faciliteter til at arbejde med egne muligheder. For eksempel kan man indtaste sit studentereksamensgennemsnit og præferencer omkring uddannelseslængde, interesser, geografisk placering og erhvervsområder. Tryk dernæst og se, hvor i Danmark og på hvilke uddannelser du kan komme ind. Alt i alt må værket karakteriseres som en god håndsrækning til den unge i den fase, hvor overvejelser over kendte og ukendte arbejdsområder bliver til fremtidens valgmuligheder. Værket er udkommet siden 1952. Årets udgave er den treogtyvende, og på grund af uddannelsesområdets dynamik udkommer værket nu hvert år med aktuel årsbetegnelse.

Keld Andersen