Skønlitteratur

Højere og højere

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Tomas Dömstedt

Oversat fra svensk af Susanne Vebel

150 sider, 169 kroner

Gyldendal

En veloplagt ungdomsroman om pigen Karin, der føler sig meget almindelig, men dog bliver så tilpas meget sig selv, at hun - uden på nogen måde at ville dominere - formår at manifestere sig. Dels over for de voksne, blandt andre forældrene, dels over for sine jævnaldrende af begge køn.

Karin har det godt med at være målmand på det lokale pigefodboldhold. Holdet taber ganske vist de fleste af dets kampe, men sammenholdet er uspoleret heraf: uhøjtideligt, lattermildt, kammeratligt. Ved et tilfælde opdager Karin, at hun har et åbenbart talent for højdespring. Her kan hun virkelig gøre sig individuelt gældende, men dermed opstår også konflikterne. De gælder blandt andet valget mellem fællesskabet og solopræstationen, mellem den lille lokale klub og den store, fjernere liggende idrætsforening, hvor alt tages alvorligt, og prestigen er i højsædet. Konflikten mellem at være anonym og at være feteret, dermed tillige misundt og chikaneret. Konfliktfyldt bliver også forholdet til forældrene, der først i deres selvoptagethed er komplet ligeglade med datterens fritidsliv, men ender med selv at blive aktivt involveret i det.

Desuden gælder konflikten forholdet til den jævnaldrende, temmelig generte og kejtede Jonas. Holder Karin virkelig af ham; gør hun det i så fald som kammerat eller som kæreste?

På en charmerende ligefrem og livfuld, humoristisk måde skildres Karins modsætningsfyldte forhold til sig selv og sine omgivelser. Skildringen er afvæbnende uhøjtidelig, men den har i al sin enkelhed sandelig mange betydningslag. Man begriber, hvorfor bogen i 2001 blev prisvinder i en skandinavisk romankonkurrence. Oplagt læsning for unge i alderen 14-16 år.

Thorkild Borup Jensen