Kreativ matematik

Sammenhæng mellem arbejdsform og evaluering i nyt tværfagligt materiale

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er dejligt at se, at matematik nu er blevet kreativt fag med åbne problemstillinger, der aktivt kan indgå i fagsamarbejder med musisk-kreative fag og på ingen måder ligner den matematikundervisning, som vi kender fra vor egen skolegang i 1970'erne og 1980'erne. Derfor er det på alle måder glædeligt, at der nu udgives undervisningsmaterialer til matematikundervisningen, som på nydeligste vis inddrager Howard Gardners teorier om de mange intelligenser, storyline - den skotske metode, matematikkompetencer og æstetiske læreprocesser.

'Udnyt tagetagen' består af et elevarbejdshæfte i stort format, som de kreative forfattere har tiltænkt grupper på tre-fem elever, samt en lærermappe med brugsanvisning, oplæg og kopisider. Der tages udgangspunkt i arktitektur, demokrati og design, som på en funktionel og æstestisk måde inddrager det matematikfaglige lærebogsstof.

Materialet indeholder temaer, der er bygget op omkring et kulturcenter for børn og unge. De første fem temaer hænger sammen - eleverne skal blandt andet ud fra en konstrueret avisartikel tage stilling til selve huset, de kommunale beslutningsprocesser, indretning og økonomi. Derefter kan de vælge mellem ti temaer om blandt andet indretning af kulturhus og have, undersøgelse af arkitekttegninger, udformning af aktivitetsfoldere, arbejde med design og symbolik i logoer samt billedanalyse og kunstudstillinger - alt sammen med matematik som redskab eller beskrivelsesmiddel.

Pædagogisk set lægges der op til, at eleverne arbejde med procesportfolio, som også er et af de nyeste evalueringsværktøjer i den moderne folkeskole. Her skal eleverne beskrive deres løsningsmetoder mundtligt og skriftligt, formulere, løse og beskrive problemer - og anvende forskellige metoder, arbejdsformer og redskaber, undersøge, systematisere og begrunde matematisk ud fra arbejde med konkrete materialer, samarbejde med andre om at løse problemer ved hjælp af matematik, forstå og forholde sig til informationer, som indeholder matematikfaglige udtryk.

Denne arbejds- og evalueringsform er ny, og hvis man ikke hele tiden benytter sig af de her ovenfor nævnte redskaber til systematisering og kontrol, kan det for læreren være svært at styre de individuelle læringsprocesser eller at sikre sig, at alle får lært det, som de skal til deres afgangsprøve. Man skal ikke stirre sig blind på den meget høje motivationsfaktor og det lækre layout, som er udført af Dorte Karrebæk, man må også se i øjnene, at mange lidt bogligt svage elever måske kan forfalde til de mere kreative opgaver og selv springe over, hvor gærdet er lavest. Desuden kan det for den slags elever være vanskeligt at skulle forholde sig til sin egen indlæring. På den vis kan der måske også opstå en vis forældremodstand, hvis de pædagogiske intentioner ikke forklares klart nok for forældrene. For hvordan kan man se, at man når hele pensum, når regnestykkerne ikke står på rad og række? Eller at forskellige elever kan komme frem til forskellige resultater, der alle er lige rigtige! Så måske er tiden ikke helt moden til denne undervisningsform på alle folkeskoler, men forhåbentlig bliver der satset godt på efter- og videreuddannelse, så også denne side af den nye folkeskolelov kan få lov til at folde sig ud i praksis.

En af fordelene med at undervise i matematik på denne måde er, at de matematikforskrækkede bliver suget ind i et spændende plot, hvor der hele tiden er nogle bestemte problemstillinger, som via matematikken skal løses. Hvad der før var vanskelige og abstrakte matematikoperationer, bliver nu et værktøj i anvendelse, således at der ud fra elevernes forskellige forudsætninger kan arbejdes videre på det, som den enkelte elev er god til. Derfor er det også et undervisningsmateriale, som naturligt inddrager undervisningsdifferentiering, og endda helt uden at nogen kommer til at føle sig dummere eller klogere end andre. Eleverne løser bare forskellige matematiske problemer på forskellig vis, hvilket er rigtig flot. Jeg har kun at tilføje, at jeg ville ønske, at man havde haft den slags matematikundervisning, da jeg selv gik i skole, hvilket er den største anbefaling, som jeg kan give.

Udnyt tagetagen

Af Lisser Rye Ejersbo og Jette Kantsø

Elevhæfte: 19 sider, 160 kroner

Lærermappe med vejledning og kopisider: 107 sider, 715 kroner

Malling Beck

forlag@mb.dk

www.forlagmallingbeck.dk