40 års "frikvarter" slutter

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

September 1962 skriver Hans Petersen sit første frikvarter i Folkeskolen. Marts 2003 skriver Hans Petersen sit sidste frikvarter. I flere end 40 år har han leveret et herligt frikvarter til Folkeskolens læsere, men nu er det tid til hans eget velfortjente frikvarter. I begyndelsen var frikvarteret i flere spalter hver uge, men senere blev det kortere og pusterummet reduceret til en enkelt spalte.

'Lærerstandens forvirrede flaksen fra det ene modepåfund til det andet', har Hans Petersen skrevet og mener, at det skildrer lærerens liv godt.

Hans Petersen har altid samlet på sjove citater, ikke vittigheder, men med et vist indhold, som han understreger. Citaterne får han fra aviser og bøger. Især i interviews er der gode citater at hente. Det er inden for både skoleområdet og kulturelle forhold, at der ofte er gode bemærkninger, der fortjener at blive gemt. 'Der kommer et tomrum, og jeg vil savne udfordringen. Men man skal stoppe, mens man tror, legen er god', siger Hans Petersen, der af gammel vane vil blive ved med at samle gode citater. Til sommer runder Hans Petersen 80 år. Nu skal tiden bruges på at gå og cykle i naturen og træffe mennesker.

Så nyd det sidste frikvarter i dette nummer af Folkeskolen.