En amerikansk pressefotograf rejste i 1994 rundt i El Salvador for at tage billeder fra et land, hvor 12 års borgerkrig netop var slut. Billederne af freden og de første valg havde ikke den store nyhedsinteresse, men hun blev grebet af landet og de mennesker, hun mødte. De voksne var så vant til krig og fattigdom, at tanken om forandring end ikke eksisterede hos dem. Fotografen henvendte sig i stedet til børnene: Hun udstyrede dem med kameraer og bad dem tage billeder af det, de kunne tænke sig anderledes i landsbyen eller i storbyslummen.

Det kom der en række flotte billeder ud af: En pige fotograferede sin syge bedstemor og fik derved udtrykt ønsket om læge og medicin til landsbyen. En anden fotograferede vandhentning ved forurenede vandløb og fik på den måde vist behovet for vandpumper og brønde med rent vand i landsbyen. Andre tog billeder af limsniffende børn i storbyen, af landminer og så videre. Fotografen lavede løbende udstilling af billederne på stedet, hvor børnene forklarede, hvorfor de netop havde taget disse billeder. Børnene var gennem deres motivvalg med til at sætte en oplysningskampagne om forandring i gang. En kampagne, som siden blev landsomfattende. Med hjælp fra FN's udviklingsfond præmierede hun de bedste billeder, lavede regionskonkurrencer og en kæmpe udstilling i hovedstaden. De børn, som deltog i projektet, vendte tilbage til deres landsbyer med forpligtelsen til at formidle deres viden til andre børn og at tale med de voksne om deres tanker og ideer.

Forskellige og fælles

Denne salvadoranske historie, fortalt af en dansk studerende udsendt af Unesco, er et eksempel på fremragende pædagogik uden for skolen. De deltagende børn har (gen)opdaget deres visioner, skærpet deres opmærksomhed over for det liv, de lever, fået selvværd, tillid til egne muligheder og en positiv indstilling til forandring. De har formentlig også opdyrket ukendte kreative sider af sig selv. Og haft det sjovt.

Danske og salvadoranske børn har dybt forskellige livsvilkår og en masse til fælles. Og en pædagogik, som opdyrker de kreative, handlende, visionære egenskaber hos børnene, har vi i Danmark mulighed for at bedrive i skolen.

De to landes børn og unge har kloden til fælles. Og den er i krise. I Brundtlandrapporten står der: 'Indtil for nylig var jordkloden en stor verden, hvor menneskenes handlinger og deres virkninger var ordnet pænt og nydeligt inden for enkelte lande, inden for bestemte sektorer (miljø, økonomi, sociale forhold). Disse afgrænsninger er begyndt at gå i opløsning. Dette gælder især de forskellige globale 'kriser', som har vakt offentlighedens opmærksomhed, især i det sidste tiår. Der er ikke tale om særskilte kriser: en miljøkrise, en udviklingskrise, en energikrise. Det er én og samme krise.'

Den lokale og globale skole

I dagens 'globale landsby er børn og unge fælles om store udfordringer overladt dem af tidligere generationer. Problemerne er med tiden efter Brundtlandrapporten og omvæltningerne efter murens fald ikke blevet mindre. I El Salvador opleves de barskere end i Danmark. Men visionerne om forandring, de kreative løsninger på problemerne, troen på at det nytter, viljen til dialog og deltagelse skal alle steder komme fra de unge: 'Fremtidens ansvarlige verdensborgere'. Og vi skal uddanne dem, så de kan.

Danske børn og unge bombarderes dagligt med indtryk fra 'klodens krise'. Oftest i flygtige, usammenhængende, voldelige billeder som efterlader mange følelsesmæssigt manipulerede og afmægtige: Hvad kan jeg gøre ved det andet end at lukke øjnene og håbe på, at det foregår langt væk?

Vi kan ikke frede børnene for disse indtryk. Vi svigter dem, hvis vi ikke på alle klassetrin tager børnene og deres fremtid alvorligt, lytter til deres bekymringer og udstyrer dem med værn mod overrumplingen.

Et værn i form af viden. Om den historie, biologi, geografi, religion og kultur, der danner baggrund for de flygtige nyheder. Om sammenhængen mellem de tværfaglige 'kriseemner' som miljø, sundhed, udvikling, demokrati, fred og menneskerettigheder. Og om den sammenhæng mellem det lokale og det globale ansvar, som skal forstås, for at give Anna og Peter mulighederne for at påvirke deres fremtid i Lemvig, Jylland, Danmark, Verden.

Har vi tid

Et andet værn mod afmagt og fremtidsangst kan vi give børnene gennem erfaringer og visioner som de salvadoranske. Har vi med folkeskoleloven fået et skolesystem, som ikke blot formelt giver mulighederne, men reelt også giver tiden?

Det tager tid at fortælle. Det tager tid at lytte. Og det kræver tid og rum at reflektere, fordybe sig, argumentere og handle.