Det hedder specialundervisning, når elever med udviklingsforstyrrelser og kraftige indlæringsvanskeligheder bliver undervist på en specialskole eller i en specialklasse. Nøjagtig samme begreb bruges, når en elev får et intensivt læsekursus eller deltager i et trivselsforløb i den almindelige folkeskole.

I sidste ende kan det ramme de svage elever, at samme navn dækker over flere former for undervisning. Samlet set går 20 procent af folkeskolens resurser til specialundervisning, og det lyder af mange penge, når politikere skal have en sparsom kommunal økonomi til at hænge sammen. Derfor er det nødvendigt at skelne mellem specialundervisning i almindelige folkeskoler og i specialskoler og -klasser.

Det sagde blandt andre kontorchef Finn Christensen fra Undervisningsministeriets kontor for specialundervisning på en konference i sidste uge om grænsen mellem undervisningsdifferentiering og specialundervisning.

»Når det hele blandes i en stor pærevælling, er jeg bange for, at politikerne sparer på specialundervisningen for at få råd til noget andet«, sagde han og foreslog, at man kalder det specialundervisning, når eleverne ikke følger Fælles Mål, mens undervisningsdifferentiering eller støtte kan bruges i den almindelige skole.

Niels Egelund, professor i specialpædagogik og leder af Center for Grundskoleforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, stemte i:

»Vi kan reducere udgifterne til specialundervisning til fem procent ved at kalde det, der foregår i folkeskolen, for støtte - som i øvrigt bygger på specialpædagogiske principper. Vi får hjælp som små og igen som gamle, så det er naturligt, at elever i folkeskolen også har brug for støtte. Vi er nødt til at bruge 20 procent af resurserne for at få alle med, men vi kan kalde det noget forskelligt, så vi kan skelne«, sagde Niels Egelund.

To forskellige udgangspunkter

At kalde støtten for undervisnings­differentiering kan få store konsekvenser, advarede Niels Munkholm fra DLF's hovedstyrelse.

»I undervisningsdifferentiering har eleverne et fælles mål, mens specialundervisning tilrettelægges individuelt. Hvis almen undervisning og specialundervisningen i folkeskolen smelter sammen i et fælles syn på læring, kommer specialpædagogikkens individualisering til at vinde, så al undervisning får karakter af specialundervisning. Derfor er der meget på spil, når vi diskuterer, hvor grænsen mellem de to begreber skal ligge«.

Stadig flere elever bliver udskilt til specialskoler og -klasser, og det må vi forholde os til både ideologisk og økonomisk, mente Undervisningsministeriets Finn Christensen. Det gjorde konsulent Jan Larsen fra KL.

»Snitfladen må ligge omkring de gamle paragraf 20.2-børn. Men vi må ikke glemme, at ønsket om færre elever i specialtilbud støder mod grænsen for, hvor meget den enkelte lærer kan undervisningsdifferentiere«, sagde Jan Larsen og kaldte gabet mellem, hvornår en lærer og en kommune mener, at en elev skal have specialundervisning, for et udfordringsrum.

»På nogle skoler arbejder lærerne med børn, som bliver ekskluderet på andre skoler. Vi må stille krav om, at skolerne kan rumme de 'samme' børn. Skolerne skal have en fleksibel organisationsform, og lærerne skal lære at undervisningsdifferentiere, så de kan rumme elever, der fagligt spænder over to til fire klassetrin«.

Mere af det, der virker

På konferencen præsenterede Niels Egelund undersøgelsen »Effekter af specialundervisningen«, som viser, at det nytter at sætte ind med særlige tilbud til svage elever i folkeskolen. Især når lærerne kender til specialpædagogik (omtalt i Folkeskolen nummer 7).

»I enhedsskolen er der brug for særlige indsatser over for elever med særlige behov. Alternativet er, at vi gør som i Tyskland, hvor man deler eleverne, men det er ikke nogen god idé, for de kvikke elever trækker de mindre kvikke op uden selv at blive trukket ned«, sagde Niels Egelund.

Anne Marie Illum fra Børne- og Kulturchefforeningen vil ikke afskaffe resurserne til elevstøtte, men ændringer skal der ske.

»Når Egelund har vist, at noget virker, vil vi gerne have mere af det. Og det virker, når lærerne har særlige kvalifikationer og kan få den nødvendige støtte og supervision. Vi skal også løbende tjekke, om vi har de rette tilbud, om der bliver fulgt op på målene, og om vi anvender Pædagogisk Psykologisk Rådgivning til de rigtige opgaver«.

Anne Marie Illum er skolechef i Horsens Kommune, som arbejder med uddannelse på tre niveauer: Lærere i centerklasserne uddannes til konsulenter for folkeskolerne, resursepersoner på skolerne lærer at rådgive kollegerne, og den enkelte lærer får en grundlæggende viden om udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser.

»Vi kan ikke bare sende opgaven ud til skolerne uden at kvalificere lærerne til at løse den. Ellers kommer der krav om segregering, og det har en helt anden pris. Vi skal hele tiden se på, om vi kan bruge resurserne til at støtte børnene bedre«, sagde skolechefen.

Frekvensen af specialundervisning som støtte til normalundervisningen er størst omkring 4. klasse. I Norge topper den i 9. klasse, mens vægten ligger fra 1. til 3. klasse i Finland.

»Der skal vi også ned, for hvis ikke eleverne kan læse og skrive, kobles de af samtlige andre fag«, sagde Niels Egelund.

En arbejdsgruppe i DLF arbejder i øjeblikket på et oplæg til, hvordan alle elever kan sikres den rette undervisning. For at kvalificere debatten havde DLF i sidste uge lærere fra specialundervisningsområdet og en række oplægsholdere til at komme med deres bud på specialundervisningens fremtid, herunder hvad der adskiller undervisningsdifferentiering fra specialundervisning.

»Spørgsmålet er, om begrebet specialundervisning er for bredt, for der er stor uklarhed om, hvad resurserne bruges til. Ofte går de til en forebyggende indsats frem for til specialundervisning af en enkelt elev, så vi koncentrerer os om at komme med et bud på, hvad specialundervisning er, så eleverne stadig har et retskrav, og så kommunerne ikke kan spare på området«, siger Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF.

Arbejdsgruppen skal være klar med et oplæg til DLF's hovedstyrelse i maj.