Hirtshals og Middelfart evalueres

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolerne i Hirtshals og Middelfart bliver som landets første evalueret af Danmarks Evalueringsinstitut (DE). Målet med evalueringen er at udvikle metoder til evaluering af skoler landet over.

'Skolerne i de to kommuner er med i første række, fordi de har udarbejdet målsætninger for deres arbejde, og fordi de i det daglige lægger vægt på at blive bedre', siger DE-direktør Christian Thune.

'Med evalueringerne sætter vi vinduer i uddannelsen: Lærere, forældre og politikere får mulighed for at se, hvad der sker, uden at skolerne udstilles. Hovedsigtet er, at skolerne får endnu bedre mulighed for at udvikle sig fra det niveau, de hver især er på'.

Det ligger klart på nuværende tidspunkt, at alle skolerne i de to kommuner skal deltage i projektet. Men præcishvadder skal evalueres, er derimod ikke besluttet endnu. Det skal skolerne - ledere såvel som lærere - selv være med til at bestemme. Sammen med DE.

'Eftersom målet er at udvikle metoder til evaluering af andre skoler, skal der være en vis bredde og almenhed i det, vi skal evaluere', siger informationsmedarbejder for DE, Kaspar Bach.

Lærerkredsene har ikke været involveret i processen. Kredsformand Heine Kristensen, Vends Herreds Lærerkreds, siger, at det umiddelbart 'lyder spændende, vi vil gerne have noget mere information'. Hovedstyrelsesmedlem Ole Jensen fra Hirtshals siger:

'Det er fint, at vi får stillet ekspertise til rådighed, der kan være med til at udvikle vores skoler. I stedet for at være bange skal vi sige, at vi kan lære noget af det'.

Hirtshals Kommune sagde ja til henvendelsen fra DE, fordi 'vi kan bruge evalueringen i vores videre udviklingsarbejde', siger børne- og kulturchef Jørgen S. Rasmussen. 'Det er en kærkommen indsprøjtning til stadig væk at være med i front'.

Evalueringen går først i gang efter sommerferien. Indtil da skal skolerne og forvaltningerne lokalisere de områder, de vil have evalueret.